23948sdkhjf

Lavere omkostninger hjælper leverandør gennem krisen

Effektiviseringer, tilpasninger og ikke mindst en selvstændig afdeling i Rumænien er baggrunden for, at AL-vac i Lemvig er kommet helskindet gennem krisen.
Virksomheden, der producerer løftemateriel til både industrien og byggebranchen, venter således en omsætningsstigning i år på mindst 30 % i forhold til sidste år:

- Siden jeg etablerede virksomheden i 1988 havde jeg ikke oplevet andet end vækst og en fyldt ordrebog, men i november 2008 blev vi ramt af den krise, som mange andre allerede havde snakket om længe. Der blev helt stille, og jeg var for første gang utryg ved fremtiden, siger Allan Laursen, administrerende direktør i AL-vac.

Genansatte afskedigede medarbejdere
Syv af de 46 medarbejdere blev afskediget, men siden er et tilsvarende antal genansat, og virksomheden har været rundt i alle hjørner for at finde de besparelser, som man ikke tænker på, når opgaverne står i kø:

- Det er ikke rart at fyre medarbejdere, men det var nødvendigt for at bevare de øvrige arbejdspladser. Samtidig forventer markedet, at vi sætter priserne ned uden at gå på kompromis med den høje kvalitet, siger Allan Laursen.

Hos AL-vac er der derfor ikke givet lønstigninger i de seneste tre år.

Egen underleverandør
Virksomhedens afdeling i Østeuropa med 10 ansatte har dog også i høj grad andel i fremgangen. Her etablerede AL-vac sig i vækståret 2006, da nogle af de danske underleverandører uden varsel satte priserne markant op.

Lemvig-virksomheden eksporterer en tredjedel af sin produktion og havde derfor brug for at få standardopgaver løst til en konkurrencedygtig pris. Løsningen fandt Allan Laursen i det nordvestlige Rumænien.

- Hvis jeg havde vidst, hvor svært det er at etablere sig dernede, havde vi nok ikke gjort det, men i dag er jeg rigtig taknemmelig for, at vi gjorde det. Opgaverne bliver løst lige så godt som herhjemme, og i de seneste kriseår har vi været konkurrencedygtige, fordi vi i stigende grad har benyttet vores egne folk i Rumænien frem for de danske underleverandører, som udnyttede de gode år til at skrue priserne urealistisk højt op, siger Allan Laursen.

Han er med jævne mellemrum i Østeuropa, men understreger, at det helt afgørende er, at den selvstændige enhed har den rigtige leder i det daglige. Det er en dansker, der både har erfaring fra tidligere virke i Østeuropa og har været gennem en oplæringsperiode på Lemvig-virksomheden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078