23948sdkhjf

Sjælsø skal bygge højhus på havnen i Århus

Onsdag lægges grundstenen til et nyt kollegium på De Bynære Havnearealer . I alt 159 klimavenlige boliger skal bygges i et 12-etagers højhus med udsigt over vand og skov.
I august 2012 vil et 6.335 m2 stort byggeri med 159 lejligheder stå klar til århusianske studerende på en af byens mest attraktive placeringer.

Bygherre på højhuset er foreningen Teknisk Kollegium II, som netop er stiftet af de to uddannelsesinstitutioner; Ingeniørhøjskolen i Århus og Århus Maskinmesterskole.

Projektet er tegnet af Cebra Arkitekter med Niras som ingeniør. Sjælsø Danmark har fået hovedentreprisen på byggeriet, der opnår klassifikation som lavenergiklasse 2015:

- Tilblivelsen af byggeriet er gået utroligt stærkt. Vi fik optionen på grunden i starten af september i år, hvorefter vi indledte en dialog med Teknisk Kollegium II om opførelse af et nyt byggeri til dem. Vi blev hurtigt enige om en projektplan, og byggeriet startede således her i starten af december, siger afdelingsdirektør Carsten Raundahl fra Sjælsø.

Ny tendens
Det er usædvanligt, at uddannelsesinstitutioner går aktivt ind i opførslen af nye ungdomsboliger. Men i dag er det nødvendigt at tænke i nye samarbejdsformer, mener Keld Laursen, der er prorektor ved Ingeniørhøjskolen og formand for den nye forening:

- Som uddannelsesinstitutioner har vi et medansvar for at bidrage med boliger til byens unge. I de seneste år har vi oplevet en rekordhøj vækst i optaget af nye studerende, og denne vækst er blandt andet betinget af, at Århus er en attraktiv studieby. Hvis vi ønsker, at tendensen skal fortsætte, er vi nødt til også at interessere os for studieboligmarkedet, fastslår han.

Ifølge en analyse fra Århus Kommune vil antallet af studerende vokse med 20.000 frem til 2028. Det svarer til en stigning på 50 %.

Del af nyt videnmiljø
De nye ungdomsboliger kommer til at ligge i geografisk tilknytning til Navitas, som er Århus’ nye centrum for energi, innovation og uddannelse. Her flytter 2.300 studerende, forskere, undervisere og iværksættere ind i 2014:

- Vi ønsker at skabe et internationalt førende videnmiljø, og det er klart, at vi også må gøre en aktiv indsats for at skaffe attraktive boliger til vores studerende, siger Keld Laursen.

Grundstenen til det nye kollegiebyggeri bliver lagt i dag, onsdag den 15. december 2010, klokken 13.00.

Fakta om byggeriet
• De 159 ungdomsboliger opføres i et 12-etagers højhus med både 1- og 2-værelseslejligheder.

• Det samlede areal udgør 6.335 m2 inkl. kælder, og byggeriet har en projektværdi på 135 mio. kroner.

• Lejeniveauet for en 1-værelses lejlighed er ca. 3.000 kroner, hvis lejeren opnår boligsikring.

• Boligerne vil stå klar til indflytning i august 2012. Bygningen opføres i lavenergiklasse 2015, og bliver Danmarks største ungdomsboligbyggeri, som lever op til de fremtidige standarder.

• Målet med det nye kollegium er til at sætte helt nye standarder for kollegieliv - både arkitektonisk, indretningsmæssigt og socialt.

• Facadernes lodrette opdeling vil visuelt give en slags skylineeffekt, og indvendigt vil de enkelte boliger blive orienteret omkring et 12 etager højt atrium.

• Fællesarealet bliver opført på 12.etage med en fantastisk udsigt over byen, lystbådehavnen og Risskov.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141