23948sdkhjf

Bascon bag CO2-optimalt byggeri

I Lystrup står Bascon bag et klubhusprojekt, som bliver blandt landets mest miljøvenlige.
Som bygherre for Århus Kommune har Bascon defineret en række principper, der skal begrænse behovet for anvendelse af el og optimere indeklimaet i det 500 m2 store klubhus i Lystrup ved Århus.

Nøje udvalgte byggematerialer, fornuftige energitiltag og optimal planlægning kombineret med fokus på hele bygningens livscyklus tager projektet et skridt videre end traditionelt lavenergibyggerier og passivhuse:

- Det hjælper ikke at bygge et lavenergihus, hvis de opnåede energibesparelser kommer fra meget energikrævende processer til fx fremstilling af materialer. Derfor har vi i klubhuset fokus på ressourceforbruget i hele bygningens livscyklus fra tidlig idé til nedrivning, fortæller projektchef Poul Kusk fra Bascon.

Fornuft frem for ekstrem tyk isolering
I mange tilfælde kan traditionelle energisparetiltag i lavenergibyggeri med udelukkende fokus på drift betyde, at det samlede CO2-regnskab først går i nul efter 20-30 års drift. I stedet for et traditionelt tiltag som eksempelvis ekstrem tyk isolering eller varmepumper lægger Bascon derfor vægt på at minimere klubhusets energiforbrug ved optimal planlægning:

- For eksempel har vi stor fokus på at udnytte passiv solvarme. Det sikrer vi blandt andet ved at placere bygningen rigtigt på grunden, ligesom vi optimerer vinduernes areal og orientering. Indvendigt vil varmeakkumulerende materialer som eksempelvis ubrændte teglsten også bidrage til en bedre udnyttelse, forklarer Poul Kusk og fortsætter:

- Gode daglysforhold og naturlig ventilation kombineret med de mest effektive systemer til netop belysning og ventilation betyder, at vi kan dække bygningens elforbrug med 100 procent solenergi fra et solcelleanlæg. Med hensyn til indeklimaet vil der kun blive anvendt materialer helt uden farlige kemikalier og skadelige afgasninger.

Kommunen høster CO2-erfaringer
Byggeriets fokus på CO2-regnskabet er en del af Århus Kommunes målsætning om at være CO2-neutral i 2030. Kommunen forventer, at projektet bidrager med nyttige erfaringer til fremtidens byggeri.

- Med klubhuset forsøger vi på den mest simple måde at bygge så CO2-optimalt som overhovedet muligt. Derfor har vi også søgt ekstra midler til at optimere byggeriet, som forhåbentlig kan fungere som demonstrationsprojekt, så både Århus Kommune og andre interesserede kan høste erfaringer til senere brug i andre projekter, forklarer projektleder Søren Østergaard fra Byggeri og Planlægning i Århus Kommune.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11