23948sdkhjf

Gamle Aalborg-vinduer får nyt liv i cirkulært Amager-byggeri

Vinduesglas fra almene boliger i Aalborg finder nu vej til Upcycle Studios i Ørestad Syd.

I projektet Upcycle Studios, som opføres af Arkitektgruppen og NREP i samarbejde med Lendager Group, er fokus på at genanvende flest mulige byggematerialer.

Til byggeriet af de 20 rækkehuse i Ørestad Syd bruges blandt andet frasorteret træ fra eksklusive gulvproducenter til både facader, vægge, gulve, fodpaneler og trappetrin. Der støbes med genbrugsbeton. Og størstedelen af projektets vinduer stammer fra almene boliger i det vestlige Aalborg, hvor Himmerland Boligforening netop har gennemført en stor ejendomsrenovering på Henning Smits Vej. De brugte vinduesglas får nu nyt liv i Upcycle Studios.

- I øjeblikket repræsenterer affaldsmaterialer en værdi meget tæt på nul. I Upcycle Studios giver vi gamle byggematerialer nyt liv uden at gå på kompromis med hverken kvalitet, pris eller æstetik. Det er ikke kun en økonomisk og konkurrencemæssig fordel for bygherrer, entreprenører og arkitektvirksomheder - det reducerer også CO2-udledningen i konstruktionsfasen væsentligt, siger Anders Lendager, administrerende direktør Lendager Group, i en pressemeddelelse.

Det er imidlertid ikke helt enkelt at upcycle byggematerialer. For Lendager Group og samarbejdspartnerne har det blandt andet været en udfordring at finde materialer i tilstrækkelige mængder og i en standard, der er høj nok til, at det ikke går ud over kvaliteten på byggeriet. Eksempelvis er der en grænse for, hvor gamle vinduesglas må være, for at de kan leve op til nutidens – og fremtidens – krav.

I Upcycle Studios skal boligerne leve op til de standarder, der er gældende i bygningsreglementet for 2020. Vinduerne fra Himmerland Boligforening er knap 20 år gamle, og for at gøre dem egnede til projektet, sammenkobles det gamle med nye rammer i en tolags-løsning hos Krone Vinduer, hvorefter de leveres til byggepladsen.

- Ud over at Upcycle Studios, i kraft af de upcyclede materialer og en fantastisk, spændende arkitektur, bliver et helt unikt byggeri, som vi er stolte af at bygge, er vi også glade for de nye erfaringer, vi gør os i forbindelse med byggeriet. Vi tror på, at upcycling bliver en stor og vigtig del af byggeriet i fremtiden, siger Robin Feddern, adm. direktør i Arkitektgruppen.

Arkitektgruppen har i øvrigt netop taget hul på endnu et upcycling-projekt i Ørestad Syd, nemlig Ressourcerækkerne med 92 nye boliger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125