23948sdkhjf

Har haft ansvaret for byggeaktiviteter til 4 mia. kr. – nu bliver han vicedirektør

Med en nyoprettet stilling som vicedirektør har Himmerland Boligforening valgt at udvide ledelsen med en erfaren branchemand, der blandt andet skal tage hånd om udvikling. Der er tale om 42-årige Claus Bjørton, som tiltræder den 16. januar 2023.

Det skriver det store nordjyske almene boligselskab i en pressemeddelelse.

Claus Bjørton kommer fra en stilling som kundechef og forretningsfører i KAB, hvor han har haft ansvaret for store byomdannelser på Københavns Vestegn.

I Himmerland Boligforening får han det overordnede ansvar for forretningsområderne trivsel og udvikling, som står højt på organisationens prioritetsliste.

Vender tilbage

Claus Bjørton er et kendt ansigt i Himmerland, da han i perioden 2007 – 2015 var ansat som specialkonsulent med ansvar for blandt andet udviklingsprojekter.

– Med ham skal vi videreudvikle og styrke vores rolle som strategiske byudviklere med et stærkt fundament i beboerdemokratiet, udtaler direktør Ole Nielsen i pressemeddelelsen om nyansættelsen.

Siden Claus Bjørton startede i KAB har han haft ansvaret for byggeaktiviteter i omegnen af 4 mia. kr. – herunder omfattende saneringer og nedrivninger i en hård ghetto i Høje-Taastrup.

Almene boliger skal være en integreret del af lokalsamfundet og engagere sig i både små og store dagsordener, mener den nye vicedirektør:

– Boligselskaber er de sidste årtier blevet centrale brikker i det, nogen kalder for sammenhængskraft i samfundet. Det betyder, at vi ikke kan lukke os om os selv, men at vi skal vedstå opgaven med at understøtte de små og større fællesskaber, vi skal gå i partnerskab med foreninger, kommuner og erhvervsliv, så vi skaber basis for trivsel og udvikling blandt medarbejdere, beboere og lokalområder, udtaler Claus Bjørton.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094