23948sdkhjf

Midtjydsk Totalbyg bygger højt i Herning

Den første af to 11 etager høje ejendomme begynder nu at rejse sig i et tidligere industriområde syd for Hernings bymidte.
Interessen for at købe lejligheder er igen stigende, og udviklingen får nu bygherre Martin Moeskjær til at igangsætte et boligbyggeri med i alt 64 lejligheder.

Projektet, der er døbt ”Grøndahlsparken”, er tegnet af Kjær & Richter og består af to boligblokke i 11 etager. Entreprenør på byggeriet er Midtjydsk Totalbyg, som bl.a. har stået bag opførelsen af Jysks nye storlager i Uldum.

Mærker stigende interesse
Adm. direktør Bent Moeskjær fra Midtjydsk Totalbyg fortæller til dagbladet Børsen, at de 32 lejligheder i den første blok ventes klar til indflytning i marts næste år.

Indtil videre er der solgt eller reserveret 12-15 lejligheder i ejendommen. Afhængigt af interessen fra mulige købere vurderer han, at den anden blok kan stå færdig i starten af 2013:

- Vi kan mærke stigende interesse nu, da kældrene er monteret, og byggeriet er ved at skyde op af jorden. Da vores projekt på Grøndahlsvej jo i vidt omfang henvender sig til folk. der måske har haft eget hus men nu har lyst til en lidt mindre bolig og ingen græsplæne, der skal slås, er den øgede interesse også positivt påvirket af, at hussalget er på vej op, siger han til avisen.

Båret gennem krisen af to store projekter
Midtjydsk Totalbyg er kommet relativt pænt gennem den lavkonjunktur, som har ramt mange af konkurrenterne hårdt de senere år.

Omsætning og resultat udgjorde i 2008 henholdsvis knap 400 og 16,6 mio. kroner, og selvom omsætningen i det efterfølgende år faldt til 221 mio. kroner, lykkedes det at øge indtjeningen til 18,7 mio. kroner:

- Vi har haft to store projekter for Jysk og Dansk Supermarked, som har båret os gennem krisen, som vi derfor ikke har mærket så meget til. Vi ser da også positivt på de fremtidige muligheder, fastslår Bent Moeskjær over for Børsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093