23948sdkhjf

BILLEDER: Skyhøje tvillingetårne skyder op i Stockholm

Byggeriet af Norra Tornen med 320 eksklusive lejligheder er nået til 21. etage. Building Supply tog elevatoren til toppen.

I foråret 2020 vil to nye boligtårne på henholdsvis 120 og 110 meter stå færdige i området mellem Vasastaden og det nye Hagastaden nord for Stockholm centrum.

Lige nu er det første og største tårn, ”Innovationen”, rejst i 21 etager. Byggeriet gik i gang i 2015 og skal efter planen tage imod sine første beboere til august. I denne uge fik en flok internationale mediefolk, heriblandt Building Supply, helt eksklusivt adgang til byggepladsen på dét, der foreløbigt er byggeriets øverste dæk.

Herfra kunne vi nyde en storslået 360 graders udsigt over den svenske hovedstad og se ned på den byggegrund, hvor søstertårnet, ”Helix”, om ikke så længe begynder at skyde op.

Interne elevatorer forbedrer logistikken
Turen til toppen gik via den midlertidige, eksterne elevator, som til daglig udelukkende bruges af de håndværkere, der arbejder allerøverst. Langt de fleste af håndværkerne tager nemlig bygningens interne elevatorer, som allerede er i brug.

- I modsætning til traditionelle byggeprojekter installerer vi løbende de tre interne elevatorer undervejs i byggeriet. De kører 2-3 gange hurtigere end en standard byggepladselevator, hvilket betyder, at logistikken bliver langt mere effektiv. Det koncept vil vi helt sikkert anvende på andre projekter i fremtiden, siger Peter Kjellgren, der er byggepladschef hos Oscar Properties.

Præfabrikerede elementer Norra Tornen er resultatet af en bygherrekonkurrence, som Oscar Properties vandt i 2013 sammen med OMA. Reem Koolhaas’ hollandske tegnestue, som i Danmark er arkitekten bag det nye BLOX-byggeri på Christianshavn.

Ligesom BLOX er Norra Tornet et bygningsværk, som i sit design ligner blokke, der er stablet ovenpå hinanden. I modsætning til projektet i København består tårnenes ydre vægge dog ikke af glas, men af præfabrikerede betonfacader, som på afstand kan ligne mursten, og som i farve harmonerer med den stockholmske farvepalet; beige, brun og gul.

Elementerne, som der skal bruges 5.000 af alene til det første tårn, produceres hos SCF Betongelement i Strömsund, godt 600 kilometer nord for Stockholm. Virksomheden leverede også elementerne til Stockholms hidtil højeste boligbyggeri; Kista Torn, men ordren til Norra Tornen, som indtil videre omfatter det første tårn, er den største til dato.

Yngre købere
De 320 lejligheder er vidt forskellige og varierer i størrelse fra 44 til 271 kvadratmeter. Som bekendt er det væsentligt dyrere at købe en lejlighed i Stockholm end eksempelvis i København, og derfor havde Oscar Properties en forventning om, at køberne fortrinsvist ville være mellem 50 og 60 år.

- Men det har vist sig, at projektet især tiltaler de lidt yngre i 30-40 års alderen, og det er købere, som er mere interesserede i design og arkitektur, end vi ser på andre projekter, fortæller designchef Maria Claësson.

Inspirationen til det modernistiske, modulære bygningsværk er blandt andet hentet fra Moshe Safdies ikoniske boligbyggerier fra 1960’erne.

Artiklen er en del af temaet Video & billedserier.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094