Raunstrup Tømrer igen på opkøb
Bent Andersen Silkeborg A/S bliver nu en del af Raunstrup Tømrer, som dermed tager endnu et skridt på vejen mod målet om at blive landsdækkende.
Samlet har koncernen nu afdelinger i Århus, Vejle, Randers og Silkeborg:
- Vi har igennem længere tid være på udkig efter en virksomhed i dette område. Fundamentet for vores virksomhed har altid været de faste servicekunder, så derfor har det været forudsætningen for vores opkøb, at virksomheden var godt eksponeret mod netop dette segment. Det har vi fundet i Bent Andersen Silkeborg, forklarer adm. direktør for Raunstrup Tømrer, Søren Kristensen.
Stor synergi i opkøb
Den nye Silkeborg-afdeling fortsætter under navnet Bent Andersen Silkeborg A/S og tidligere ejer Gunner Smith glæder sig over, at det netop er Raunstrup Tømrer, der som starten på et generationsskifte skal føre firmaet videre:
- Jeg ser Raunstrup Tømrer som en stærk og ambitiøs virksomhed, der har stort fokus på servicearbejde, kvalitet og godt samarbejde med kunderne. Samtidig har Raunstrup Tømrer gode samhandelsaftaler med mange leverandører, og det vil helt sikkert komme både vores eksisterende og kommende kunder til gode, vurderer Gunner Smith.
Han ser også gode muligheder for, at Bent Andersen Silkeborg kan trække på Raunstrup Tømrers ekspertise fra de andre afdelinger inden for både glarmester- og entreprisearbejde, der fremover også vil komme i fokus.
Både Gunner Smith og virksomhedens stifter, Bent Andersen, fortsætter i Silkeborg-afdelingen sammen med de øvrige medarbejdere. Carsten Juul Pedersen, som har været ansat i virksomheden i 15 år, tiltræder ved samme lejlighed en stilling som tømrerformand, mens Frits Møller, som har været ansat i virksomheden i over 20 år, får ansvaret for servicearbejde og værksted.
Fremgang i krisetider
På trods af de senere års krise i byggebranchen har Raunstrup Tømrer øget sin omsætning og samtidig formået at optimere driften. Der er indgået rammeaftaler med mange leverandører, hvilket sikrer optimale indkøbspriser, der er indført nyt forretningssystem til bestilling af materialer, og endelig er forretningsgangene optimeret via Best Practice:
- Alt i alt har det gjort Raunstrup Tømrer stærkere og mere konkurrencedygtig. Det ses bl.a. på antallet af licitationer, der bliver vundet. Samtidig har vi indgået aftale med flere kommuner, boligforeninger og virksomheder om service- og glarmesterarbejde, siger direktør Søren Kristensen.
Med de nye medarbejdere i Silkeborg-afdelingen har Raunstrup Tømrer nu omkring 150 medarbejdere og er godt på vej til at blive en landsdækkende tømrervirksomhed med lokalt fundament.