23948sdkhjf

Positivt med åbenhed i byggeriet

Siden Byggeriets Evaluerings Center offentliggjorde sit nye nøgletalsystem, er 82 entreprenører og 33 rådgiverfirmaer ’sprunget ud’. Blandt dem er S. E. Brockhuus A/S.
Hos det rådgivende ingeniørfirma S. E. Brockhuus var der ingen tvivl, da muligheden opstod for at lægge bygherrens vurdering af deres arbejde offentligt frem.

Firmaet var med fra dag 1, da Byggeriets Evaluerings Center (BEC) lancerede sit nye Bygge Rating-system, hvor virksomheder frivilligt kan offentliggøre sine nøgletal:

- Jeg synes, det er positivt, at der nu kommer åbenhed i byggeriet, siger partner Lis Engquist:

- Hidtil har der slet ikke været nogle kriterier at vælge rådgivere ud fra, og det har været svært for bygherrer at gennemskue branchen. Det tror jeg helt sikkert, de åbne nøgletal kan være med til at ændre. Nøgletallene er et forsøg på at skabe et vurderingsredskab, og vi var aldrig i tvivl om, at vi ville være helt åbne omkring vores arbejde, fortsætter hun.

Idéen er rigtig
De tilmeldte rådgiverfirmaer bliver vurderet af bygherre tre gange i løbet af hvert byggeforløb – før starten, midtvejs og efter aflevering.

Blandt de evaluerede delopgaver er rådgiverens bidrag til at opnå en miljømæssig fornuftig løsning og hans evne til at styre økonomi og opstille realistiske tidsplaner. Også rådgiverens evne til at sikre høj kvalitet, fornuftig driftsøkonomi samt bidraget til en tilfredsstillende aflevering er vurderet:

- De spørgsmål, som BEC’s Bygge Rating bygger på, er jo netop de ting, vi som rådgivere gerne vil være kendt for, slår Lis Engquist fast.

- Sådan har vi hos os ageret i 50 år, og områderne ligger som en naturlig del af vores projekteringsforløb. Derfor er vi kun glade for, at alle nu kan få det at vide. Der er bestemt nogle svage punkter i vurderingsformen, og jeg ved, at vores brancheorganisation er i gang med at kigge på udviklingsmuligheder. Men idéen er rigtig, og allerede nu kræves karakterbladet ved prækvalifikation til alle offentligt finansierede byggesager, fremhæver hun.

Lis Engquist glæder sig til at følge udviklingen af ordningen og understreger, at det er vigtigt for evalueringsordningens troværdighed, at den er permanent: Har et firma først én gang tilmeldt sig, kan det ikke melde sig fra igen.

Læs mere om nøgletalsystemet på www.byggeevaluering.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094