23948sdkhjf

Aarhus K får 'skæve' boliger i 10 etager

Højt og tæt: Boligprojekt opføres med en bebyggelsesprocent tæt på 300

I 2016 vandt Boligforeningen Ringgården muligheden for at bygge cirka 140 almene familieboliger på Godsbanearealerne – også kaldet Aarhus K – i centrum af Danmarks næststørste by.

Der blev efterfølgende udskrevet en totalentreprisekonkurrence, og Ringgården kan nu offentliggøre, at kontrakten går til et team bestående Byggefirmaet Knudsgaard, Cubo Arkitekter og ingeniørfirmaet Tri-Consult.

- Vi er meget stolte af at være udpeget som vinder af Godsbaneprojektet. Det glæder os at vi nu har mulighed for at bidrage til udviklingen af Godsbanearealet. Aarhus K er et unikt sted i byen, med dynamik, kreativitet og samspil imellem bæredygtighed og arkitektur, siger direktør Lars Knudsgaard fra Byggefirmaet Knudsgaard i en pressemeddelelse.

Bidrag til skævt iværksættermiljø
Det er mildt sagt en udfordrende grund, som Ringgården har vundet byggeretten til: Lang og smal, omgivet af to veje. Herudover ønsker kommunen et højt og tæt byggeri med bebyggelsesprocent på 300%.

Disse udfordringer har vinderteamet løst med et projekt, som, ifølge direktør Palle Jørgensen fra Ringgården, viser en flot forståelse for stedet.

- Vinderprojekt opfylder vores ambitioner i forhold til arkitektonisk kvalitet og bæredygtighed. Herudover vores ønsker om en bebyggelse, der afspejler Godsbanens DNA. Som udgangspunkt for konkurrencen har vi i dialog med Institut for X (kulturel platform i Aarhus, red.) og kommunale aktører forsøgt at pejle en ny måde at bo på i byen med forskellige boligtyper for en bred sammensætning af beboere samt plads til fællesskab. I en bebyggelse der åbner sig og bidrager til det skæve, mangfoldige og foranderlige iværksættermiljø, der kendetegner Godsbanen i dag, fortæller han.

Fra socialt udsatte til seniorer
Vinderprojektet består af syv sammenkædede bygningskroppe, som forskyder sig både vertikalt og horisontalt. Mod Carl Blochs Gade markerer byggeriet sig i ti etager og trappes trinvist ned til fire etager i en rytmisk bevægelse langs den nye P. Hiort Lorenzen Vej.

På tagene er der plads til både tagterrasser og solceller. Hver bolig har sin private altan, og på terræn er der udearealer på begge sider af bygningen og en stor offentligt tilgængelig port. Byggeriet beklædes med spåntegl i røde nuancer – dog genbrugstegl i stueetagen for at give byggeriet en mere robust base.

I forhold til selve indretningen arbejder vinderteamet med en slags byggeklods, der kan stykkes sammen til kombinationer af boligtyper efter behov. Ringgården planlægger en kombination af 1-, 2-, 3, og 4-rums boliger, der skal sikre en bred beboersammensætning med plads til både socialt udsatte, unge, børnefamilier og seniorer. I stuetagen er planen at etablere fælleslokaler og udadvendte funktioner.

Ringgården forventer, at byggeriet vil gå i gang primo 2019, og at de nye beboere kan flytte ind i efteråret 2020.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11