Den 16. april tager Hillerøds borgmester, Kirsten Jensen, det første spadestik på den grund, hvor der i juni 2012 skal ligge et spritnyt UCC Campus Nordsjælland.
Bygherre på projektet er SEB Ejendomme, mens Hou + Partnere og Wessberg er tilknyttet som henholdsvis arkitekt og ingeniør.
Byggeriet indgår som en del af planerne for et nyt byområde med uddannelsesbyggeri, boliger og kontorer, der matcher den stationsnære lokalisering ved Hillerød Station.
Stort gennemgående atriumNybyggeriet opføres som tre sammenbyggede længer, der omkranser et atrium. Atriet er et åbent rum gennem tre etager, der afsluttes med et glastag.
Der etableres sammenhæng med de eksisterende bygninger på Carlsbergvej; dels ved en gangforbindelse på terræn og dels en gangbro mellem 1. sal på bygningerne.
Størstedelen af undervisningslokalerne placeres i nybyggeriet, hvor der i stueetagen etableres flere store sale og auditorium. Der indrettes endvidere mødefaciliteter, rum for gruppearbejde, studiebibliotek, studiecenter, opholdsrum, kantine og diverse teknik- og depotrum.
Opvarmning af bygningen sker primært via ventilationsanlæg, og for at sikre et lavt energiforbrug er der valgt mekanisk ventilation med en høj grad af varmegenvinding.
Desuden er anlæggene udført med behovsstyret luftskifte, ligesom der i et vist omfang er suppleret med naturlig ventilation.
Endelig er det planen at installere et 270 m² stort solcelleanlæg på bygningens tag.
Når byggeriet står færdigt i juni 2012 skal det samle UCCs uddannelser til pædagog, sygeplejerske, fysioterapeut, psykomotorisk terapeut samt socialrådgiver.

