23948sdkhjf

Nyt boligprojekt skruer HELT op for bæredygtigheden

Fem boligkarréer designet med afsæt i FN's verdensmål

’Spidsen’ af Ørestad skal også være spydspids, når det kommer til bæredygtighed.

Foran tre andre teams har NREP, Lendager, Årstiderne Arkitekter, Moe og Arup vundet konkurrencen om et byggefelt på Ørestads yderste spids mod syd.

Vinderprojektet skiller sig ud ved at anvende FN’s 17 verdensmål som designredskab. Således er samtlige mål er omsat til konkrete løsninger i projektet, der bærer navnet ”UN17 Village”.

Om UN17 Village

UN17 Village består af fem karréer – hver med en fællesfunktion i stueetagen – og på tagfladerne etableres et stort væksthus, som både bliver et fælleshus og et mødested.

De fem karréer får hvert sit udtryk og bygges i høj grad af genanvendte materialer og komponenter.

Projektet består af boliger til omtrent 830 nye ørestadboere, og en række offentlige fællesfunktioner.

Der bliver opført et spisehus, hvor man kan mødes om måltidet; en lobby med arbejdspladser og tilknyttede gæstelejligheder; en delecentral med værksted og et fællesvaskeri, der bruger regnvand.

Der bliver også opført et fælleshus og et stort badehus med spa, sauna, svømmebad, motionsrum og omklædning.

Og administrerende direktør Anders Lendager fra Lendager Group er ikke bleg for at betegne projektet som noget ganske unikt:

- UN17 Village er muligvis det første byggeprojekt i verden, der omsætter FN’s 17 nye verdensmål til konkret handling. Lendager Group er, i kraft af vores fokus på bæredygtighed og en ny måde at skabe løsninger på, blandt andet pionér med hensyn til at anvende genbrugsmaterialer og oparbejdet byggeaffald i nye bygninger. UN17 Village hæver baren for bæredygtighed – globalt, siger han.

Og hvad er det så, der gør UN17 Village bæredygtig?

Bebyggelsen konstrueres af genbrugsmaterialer med minimal afgasning. Desuden vil UN17 Village anvende 100 procent vedvarende energikilder og kunne indsamle op mod 1,5 mio. liter regnvand om året til recirkulering og rekreativt brug.

Bebyggelsen er designet med flere forskellige boligtypologier, der tilsammen skaber grundlag for en mangfoldig og robust bydel. Byggeriet vil rumme familieboliger, fællesskabsboliger, fleksible boliger, minimale boliger og seniorfællesskaber, som hver især vil henvende sig til forskellige brugergrupper.

Samtidig designes 3.000 kvadratmeter af det samlede UN17 Village som fællesfunktioner, der skal fungere som samlingssteder for bebyggelsens beboere. Her inviteres resten af Ørestad indenfor, så der skabes en levende og tilgængelig bydel.

UN17 Village er udformet, så overgangene mellem naturen, byen og bebyggelsen bliver hensigtsmæssige, og så gårdrum og udearealer tager højde for blandt andet vindforhold, sol og udsigtslinjer. Derudover vil UN17 Village udnytte og videreudvikle områdets landskabelige kvaliteter med fokus på rekreativt brug af vand, beplantning og fokus på biodiversitet og dyreliv.

- Med UN17 Village håber vi skabe et forbillede indenfor bæredygtigt byggeri med skalérbare, globale løsninger til glæde for nutidige og fremtidige generationer, siger bæredygtighedschef Hermann Frederiksen om byggeriet, der markerer afslutningen på 25 års udvikling i Ørestad.

Der er i forbindelse med konkurrencen foretaget en screening, der viser, at UN17 Vilage vil kunne opnå DGNB Guld.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.136