23948sdkhjf

Indien vælger dansk

Ingeniørfirmaet Grontmij har sikret sig kontrakt på en vigtig hovedfærdselsåre i Indien. For Grontmij er det et stort skridt frem på et marked, der investerer massivt i infrastruktur.
Den indiske vejmyndighed National Highways Authority of India (NHAI) har netop udpeget Grontmij som uafhængig rådgivende ingeniør på et stort projekt i delstaten Karnataka i det sydlige Indien.

Opgaven omfatter opgradering og udbygning af knap 80 kilometer sekssporet hovedlandevej, og for Grontmij er det den sjette store kontrakt i Indien siden 2005.

Massive investeringer i infrastruktur
Til daglig har NHAI ansvaret for renovering af 55.000 af Indiens i alt 66.000 kilometer hovedlandevej. Og selv om de 55.000 kilometer hovedlandevej kun udgør 2,2 % af det samlede vejnet, transporterer de mere end 40 % af al trafik i landet.

En trafik, der lige nu snegler sig af sted i al for lav fart i forhold til den indiske regerings ambitioner om at ændre Indien fra et udviklingsland til en supermagt. Derfor spiller lige præcis disse hovedlandeveje en nøglerolle for Indiens vækst og har høj prioritet fra myndighedernes side.

- Indien er siden 2007 gået fra at bruge 4 % til nu 9 % af det samlede BNP på udvikling af infrastruktur, fordi regeringen mener, at det er nødvendigt at binde Indiens 28 delstater sammen af gode hovedlandeveje for at få udviklingen til at gå den vej, som de ønsker, siger projektdirektør Jan Lorange fra Grontmij.

Overvejer øget indisk satsning
Grontmij fik for alvor foden ind på det indiske marked tilbage i 2005, hvor virksomheden underskrev den største rådgiverkontrakt, som NHAI nogensinde havde indgået med udenlandske rådgivere.

Siden har Grontmij løst fem andre opgaver, heraf fire med NHAI som klient, og omfanget af disse opgaver samt underskrivelsen af den nye kontrakt får nu det danske ingeniørfirma til at overveje en fast repræsentation i Indien:

- Den nye repræsentation skal både supportere vores aktiviteter og sikre Grontmij stadig flere opgaver på det indiske marked, oplyser Jan Lorange.

Og chancerne for flere ordrer, allerede i 2011, er rigtig gode, vurderer han – ikke mindst på grund af de senere års tætte samarbejde med NHAI.

Vejopgaver ligger godt til danske rådgivere
Den indiske regering kan langt fra selv finansiere alle projekterne og udbyder derfor flere og flere opgaver som såkaldte BOT-projekter (Build, Operate, Transfer), hvor bygherren som regel er en lokal entreprenør, der investerer i projektet.

Flere og flere vejbyggerier bliver udbudt som BOT-projekter, og ifølge Jan Lorange fra Grontmij er det en fordel for danske rådgivere, fordi det skaber øget behov for tilsynsydelser.

Grontmij har netop været med til at afslutte et andet BOT-projekt på 82,8 kilometer hovedlandevej mellem storbyerne Mumbai og Agra i den vestlige del af Indien. Opgaven blev afsluttet to måneder før tid og overholdt budgettet – et tydeligt dansk rådgiveraftryk på de indiske hovedveje.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093