Det bliver starten på en ny tilværelse, når udviklingshæmmede fra institutionen Engbo i Nyborg om et års tid kan flytte ind i 32 helt nye boliger.
Hver bolig udstyres med to værelser og eget badeværelse. I alt bygges der cirka 2.790 m² på grunden i Nyborg, som også indeholder masser af muligheder for udendørsaktiviteter eller senere udbygninger.
Første spadestik blev taget mandag i denne uge af forstander Torben Bøge Mikkelsen og regionrådsformand Carl Holst. Herefter blev byggepladsen overladt til medarbejderne fra Dansk Boligbygs Odense-afdeling, der over de kommende 10 måneder skal opføre de 32 handicapboliger og tilhørende fælleshus.
Etape 2 venter i efteråretProjektet er tegnet af Mangor & Nagel og kommer til at bestå af fire afsnit med hver otte boliger og fællesfacilliteter.
I cirka halvdelen af boligerne etableres der rumdækkende loftlifte i sove- og badeværelser, og der gøres klar til det i de øvrige boliger. Alle badeværelser udstyres med særligt, handicapvenligt inventar. Boligerne indrettes sådan, for at beboerne i så høj grad som muligt kan være selvhjulpne.
Desuden skal der indrettes et afsnit til administrationen, der udover de 32 boliger i Nyborg, skal administrere 20 lignende boliger i Kerteminde, som også er undervejs.
- Vi havde sidste byggemøde i går (
mandag, red.), og jeg regner med, at der er første spadestik på Kerteminde-projektet et sted mellem uge 41 og uge 43, fortæller forstander Torben Bøge Mikkelsen til Building Supply.
Projektet i Kerteminde er tegnet af Casa Arkitekter. Det endnu ikke er afgjort, hvem der skal stå for dette byggeri.