23948sdkhjf

Jensen etablerer nyt udviklingsselskab

Jensen Gruppen og Norstad ApS etablerer sammen et nyt projektudviklingsselskab med navnet Nordstad A/S. Ambitionen er at skabe projektudvikling, der understøttes med de bedste digitale teknologier og proptech. Det skriver de to selskaber i en pressemeddelelse. 

Norstad er i dag ejet og drevet af Jacob Gade, der har mere end 15 års erfaring fra alle led i projektudviklingsprocessen. Ambitionen for det nye selskab er, at Norstad A/S med Jacob Gade i spidsen skal udvikle og gennemføre ejendomsprojekter, der understøttes af digitale teknologier og proptech.

Etableringen af Norstad A/S sker som en del af Jensen Gruppens langsigtede konsolidering, der sikrer en endnu stærkere position i markedet, forklarer koncerndirektør i Jensen Gruppen Karsten Hjarsø.

- Vi har gennem årene fulgt Jacob og set, hvordan han dygtigt har skabt resultater inden for bolig- og erhvervssegmentet. Det er derfor en naturlig udvikling, at vi nu går sammen og videreudvikler det prioriterede forretningsben i koncernen, der har fokus på udvikling og digitalisering, udtaler Karsten Hjarsø og fortsætter:

- Vi ser store muligheder i at udnytte kompetencerne på tværs af koncernen til at understøtte fremtidens projektudvikling. Fokus i det nye selskab bliver at skabe projekter, hvor der systematisk arbejdes med teknologi for at skabe merværdi. Det er vores ambition, at vi fortsat forbliver en førende bæredygtig og teknologisk drevet koncern, og her vil Norstad og Jacob spille en vigtig rolle fremadrettet.

Jacob Gade er uddannet bygningskonstruktør og har erfaring fra bl.a. Skanska som projektudviklingschef samt som investeringsdirektør i kapitalfonden CapMan.

- Med tilgangen af Jensen Gruppen kan vi nu sætte endnu mere tempo på udvikling af virksomheden. Jeg glæder mig over denne mulighed og tror på, at vi i dette setup kan tilføre ny værdi til branchen og kunderne, udtaler Jacob Gade.

Jensen Gruppen tæller mere end 60 selskaber, hvor koncernen typisk har en ejerandel på 51 pct., mens resten ligger hos ledende medarbejdere i virksomhederne.

Gruppen består af tre forretningsben, der tæller entreprenørvirksomhed, ejendomme samt et udviklings- og digitaliseringsspor.

Gruppen omsatte for mere end 3 mia. kr. i 2018 og langt den største omsætning i koncernen er samlet i entreprenørbenet, der tæller CG Jensen, Adserballe & Knudsen, Jönsson Entreprise og nedriveren J. Jensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109