I dag får 250 Bravida-ansatte nyt tag over hovedet

Bravida Danmark indvier et nyt fynsk hovedsæde i Tietgenbyen i Odense, hvor firmaet får cirka 5.000 kvm under tag.
Den landsdækkende leverandør af tekniske installationer har opført en kombineret administrations- og lager/produktionsbygning, der rummer alle fag indenfor installation og service af tekniske installationer. Det skriver Bravida i en pressemeddelelse.
Efter mere end 60 år i de samme lokaliteter på Svendborgvej flytter Bravida Danmark nu virksomhedens afdeling i Odense til nye og moderne faciliteter i det attraktive erhvervsområde Tietgenbyen.
- Med de nye og moderne faciliteter får afdelingens godt 250 medarbejdere i Odense nu endnu bedre rammer for at betjene vores mange private og offentlige kunder på det travle installationsmarked på Fyn og i Sydjylland, fortæller regionsdirektør Jørn Tønnes i pressemeddelelsen.
Det nye domicil omfatter administration samt lager- og værkstedfaciliteter. Der er direkte adgang mellem de to bygninger i form af en forbindelsesgang som skaber sammenhæng mellem de forskellige funktioner. Samlet har de to bygninger et areal på 4.960 kvm. Administrationsbygningen er i to plan på 2.470 kvm. Værkstedet, der blandt andet producerer el-tavler til mange af Bravidas projekter, udgør de resterende 2.490 kvm.