23948sdkhjf

Aart Architects indvier Nordens mest moderne science center

Danske Aart Architects indviede tirsdag den 30. august Inspiria Science Center i Norge, der danner ramme om Nordens mest moderne science center og bruger arkitekturen som et markant branding-ikon til at styrke interessen for de naturvidenskabelige fag.
Efter en testperiode, hvor mere end 20.000 besøgende har bidraget til at finpudse detaljerne, åbnede Inspiria Science Center tirsdag den 30. august dørene for offentligheden.

Det skete, da den norske kulturminister Anniken Huitfeldt og undervisningsminister Kristin Halvorsen klippede snoren over til Inspiria, der er designet som Nordens mest moderne science center og indeholder mere end 70 interaktive udstillinger, arbejdende laboratorier og et af Europas mest avancerede planetarier.

Det 6.500m² store science center ligger i Østfold i Norge og er resultat af et tæt samarbejde mellem NCC Construction, Expology og danske Aart Architects, der i 2007 vandt den åbne, internationale arkitektkonkurrence om at tegne et science center, der bidrager til at styrke interessen for de naturvidenskabelige fag.

Alle 40.000 skoleelever i Østfold-regionen vil således hvert eneste år tilbydes gratis ekskursioner til science centret, som i alt forventes at tiltrække mere end 100.000 besøgende om året.

Fortællingen i fokus
- Inspiria Science Center er led i en langsigtet strategi om at gøre viden til regionens vigtigste aktiv. Det kommer ikke alene til udtryk i science centrets aktiviteter, men også arkitektoniske ambitioner, idet vi har arbejdet med arkitekturen som en kommunikativ platform, fortæller Anders Tyrrestrup, partner i Aart Architects og hovedarkitekten bag den banebrydende bygning.

Han fortsætter:
- Det kommer konkret til udtryk, ved at vi har designet science centret som passivhus med egen vindmølle og integrerede solceller og solfangere, hvorved arkitekturen og centrets fokus på energi, miljø og sundhed smelter sammen til én samlet fortælling.

- Og fortællingen går igen i bygningens grundform, hvor naturens kredsløb, cykliske gentagelser og spiralformer smelter sammen med teknologiens kredsløb udtrykt i den cirkulære grundforms universelle styrke. Vi har på den måde søgt at skabe et markant bygningsværk, der i sig selv udgør en identitetsladet branding af Inspiria Science Center, uddyber Anders Tyrrestrup.

Et markant branding-ikon
Selve bygningen fremstår således som et stærkt arkitektonisk udsagn, der afspejler science centrets fokus på energi, miljø og sundhed. Som Anders Tyrrestrup forklarer, er science centret samtidig et unikt eksempel på, hvordan det private erhvervsliv og det offentlige kan gå sammen for at rejse midler til at løfte de unges interesse for naturvidenskab. Selve arkitekturen har på den måde været et markant ikon i den branding- og fundraisingproces, som har sikret, at science centret nu kan åbne dørene for offentligheden.

Inspiria Science Center, der har haft en samlet investeringsramme på 185 mio. NOK, har for eksempel fået bevilget 40 mio. NOK investeringstilskud fra den norske stat og 55 mio. NOK fra det private erhvervsliv og har endvidere fået økonomisk støtte fra statsforetagendet ENOVA, der fremmer en miljøvenlig omlægning af energiforbruget i den norske byggesektor. Som den norske erhvervsminister Trond Giske har udtalt, er det derudover helt unikt, at 18 kommuner har samlet sig så markant og engageret sig i projektet, samtidig med at erhvervslivet har bidraget med langt mere end ved sædvanlige byggeprojekter.

Kilde: AART architects

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11