Vibeke Barslund, mor til firmaets stifter og adm. direktør Thomas Barslund, har valgt at træde ud af bestyrelserne i entreprenørselskabet Barslund A/S og koncernen Barslund Group A/S, der har hovedkontor i Kvistgård i Nordsjælland.
Efter mange år i entreprenørforretningen ønskede hun selv at træde tilbage. Det skete officielt i forbindelse med hendes 90-års fødselsdag i efteråret.
- Vi vil gerne sige tak til Vibeke for hendes engagement, indsigter og de gode initiativer, hun er kommet med gennem årene. Derudover skal der lyde et stort tillykke med fødselsdagen og den flotte runde alder, står der i koncernens seneste nyhedsbrev.
Med fra starten
Vibeke Barslund har været engageret i Barslund, siden entreprenørselskabet blev stiftet i 1980. I begyndelsen hjalp hun til med økonomien, og fra 1987 blev hun en del af bestyrelsen i entreprenørselskabet.
Cirka 10 år senere var hun også en del af bestyrelsen, da koncernen første gang aflagde regnskab.
I dag er der over 650 fuldtidsansatte i Barslund Group, der står bag en række selskaber på bygge- og anlægsområdet i Danmark, Sverige og Litauen. Det største er anlægsentreprenøren Barslund A/S, der i 2018 stod for cirka to tredjedele af koncernomsætningen på halvanden mia. kr.
Selvom Vibeke Barslund har sagt farvel til bestyrelsen, er Barslund i høj grad fortsat et familieforetagende.
Thomas Barslund deler aktiemajoriteten i koncernen med sin hustru Mette Barslund, som også er bestyrelsesformand.
Børnebørn kommer med
Vibeke Barslund har de seneste to år desuden haft selskab af sine børnebørn André, Frederik og Philip Barslund i koncernbestyrelsen. I sommer overtog de tre, der er sønner af Thomas og Mette Barslund, mindre ejerandele i koncernen.
I bestyrelsen sidder også advokaten Knud Foldschack, som blandt andet er kendt for at forsvare christianitterne, og Mikael Heé. Sidstnævnte blev en del af bestyrelsen i sommer og er partner i rådgivningsvirksomheden PwC Danmark.
Fra årsskiftet afgiver Thomas Barslund posten som adm. direktør i Barslund Group til Henrik T. Krabbe, der er hentet hos teknikgrossisten Brødrene A&O Johansen.
Det blev offentliggjort i en pressemeddelelse i juli med begrundelsen om at "styrke ledelsen og sikre videreudvikling af koncernen" samt "frigive ressourcer, så Thomas og Mette Barslund kan fokusere på andre kerneområder".
90-årig bedstemor forlader Barslunds bestyrelse
Vibeke Barslund stopper i anlægskoncernens bestyrelse efter rund fødselsdag