23948sdkhjf

Klumme: Unik database – der skal bruges

Byggeriets Evaluerings Centers database øger gennemsigtigheden i byggeriet. Bygningsingeniør Peter Høg giver her eksempler på, hvad databasen kan bruges til.
Klumme af Peter Høg, bygningsingeniør, Byggeriets Evaluerings Center

Byggeriets Evaluerings Center har siden 2004 indsamlet oplysninger til beregning af nøgletal for byggeriets virksomheder. Centret har introduceret karakterbøger, som i dag er en fast bestanddel i den måde, professionelle bygherrer udvælger deres samarbejdspartnere.

I centrets database kombineres den massive mængde af oplysninger med data om bygningens konstruktionsmæssige opbygning på nybyggeriprojekter. Det giver en unik mulighed for at undersøge eventuelle sammenhænge mellem valg af konstruktionsmaterialer og projektets nøgletal, som omfatter overholdelse af tidsfrister, antallet af mangler, arbejdsulykker mv.

Bedre overholdelse af tidsfrister ved brug af præfabrikerede elementer
Byggeriets Evaluerings Center har kradset i overfladen og set på entreprenørernes overholdelse af tidsfrister i forhold til bygningens horisontale og vertikale konstruktionsmateriale. Det viser en tydelig tendens til bedre overholdelse af tidsfrister ved bestemte konstruktionsmæssige opbygninger.

Eksempelvis viser tallene en gennemsnitlig forsinkelse på syv dage pr. 100 dage for opførelse af bygninger med stålbjælker eller forspændte insitu støbte betondæk. Derimod skal man kun forvente en dags forsinkelse på et tilsvarende projekt, hvor der anvendes præfabrikerede betondæk.



Hvis man vender blikket mod de vertikale konstruktionsmaterialer viser tallene en gennemsnitlig forsinkelse på seks dage pr. 100 dage for opførelse af bygninger med insitu støbte vægge. Det skal ses imod en enkelt dags forsinkelse for tilsvarende projekter med skalmuring og betonelementer.



Centret har taget højde for entreprenørens eventuelle tidsfristforlængelse. Forsinkelsen kan altså ikke skyldes vejrlig eller andre påvirkninger, hvor AB/ABT giver entreprenøren ret til forlængelse. Den præcise årsag til, at entreprenørerne er i stand til at styre projekter udført med præfabrikerede materialer i hus med en minimal forsinkelse, kræver en yderlige analyse af projekterne i centrets database. Men tallene kunne tyde på, at samarbejdet mellem entreprenørerne og betonelementleverandørerne er velfungerende.

Resultaterne skal ikke bruges til at fravælge visse konstruktionsmaterialer. Der indgår mange elementer i valg af konstruktionsmaterialer, fx prismæssige og tekniske forhold, som er specifikke for det enkelte byggeprojekt. Derimod kan resultaterne bruges til at kvalificere planlægningen af de enkelte byggeprojekter. Skal man eksempelvis lave en tidsplan for et byggeprojekt med insitustøbte vægge og/eller dæk kan det være hensigtsmæssigt at indbygge en tids-buffer på 6 %.

Gennemsigtighed gennem viden
Byggeriets Evaluerings Center har et erklæret formål om at øge gennemsigtigheden i byggeriet, hvilket hovedsagligt bliver realiseret via de beregnede nøgletal, der giver bygherrer mulighed for at udvælge samarbejdspartnere på baggrund af andre parametre end laveste pris. Men som eksemplet overfor viser, giver centrets database også mulighed for at øge gennemsigtigheden på andre områder.

Byggeriets Evaluerings Centers database kombinerer virksomhedsspecifikke nøgletal med oplysninger om konjunkturindikatorer, vejrdata, data fra BBR samt oplysninger om konstruktionsmateriale og ventilationssystem. Denne mangfoldighed af oplysninger giver grobund for at analysere, hvad der skaber et godt byggeprojekt. Dette felt har blandt andre DTU Management stort kendskab til.

I øjeblikket er lektor Kirsten Jørgensen fra DTU Management på baggrund af data fra centrets database ved at søge ”indikatorer på det fejlfrie byggeri” i et flerårigt forskningsprojekt. Projektets resultater vil komme byggesektoren til gode i form af praktisk anvendelige anvisninger i hvordan man øger chancen for at undgå fejl og mangler i byggeriet.

Hvis man ønsker at kigge nærmere på data fra Byggeriets Evaluerings Center, foreligger der et udpluk af diagrammer på centrets hjemmeside, som tilmed giver mulighed at hente data til videre behandling i regneark.

Det er ikke muligt at tilgå hele databasen via centrets hjemmeside. De ovennævnte konstruktionsmæssige oplysninger er et eksempel på data, der ikke findes på hjemmesiden, men som centret kan foretage en særlig analyse af. Man er velkommen til at kontakte Byggeriets Evaluerings Center for at høre nærmere om muligheden for særlige analyser mv.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109