Byggeriets parter mangler dokumentation – men de ved det ikke
I praksis kan det være svært at gennemskue om en byggevare er egnet til det, man gerne vil bruge den til.
Sådan lyder det nu fra Teknologisk Institut, der i et nyt projekt skal udarbejde materiale, der kan hjælpe branchen til at navigere i junglen af dokumentation.
Udfordringen med korrekt anvendelse af byggevarer er ikke ukendt. De fleste husker MgO-skandalen og senest har Det Stående Byggepanel advaret mod anvendelse af en kombination af visse typer porebetonblokke og visse typer puds- og fugematerialer, der kan forårsage skader, hvor blokkene kan løsne sig, og både puds og påsatte fliser kan revne.
Egenskaber skal matche brugen
I det nye projekt, som er støttet af både InnoBYG og GI, arbejdes der på nyt materiale, som dels skal hjælpe branchen med at navigere i dokumentationsjunglen og ikke mindst få viden om, hvem der bærer ansvaret – for det er ikke altid helt nemt at gennemskue.
Ifølge Peder Fynholm fra Teknologisk Institut er et af de største problemer muligvis, at byggeriets partner ikke altid er klar over, at de mangler dokumentation.
– Det er ikke sjældent, at vi støder ind i nogle, som tror, at et CE-mærke er et kvalitetsstempel, eller at en CE-mærket byggevare automatisk er godkendt til anvendelse der, hvor man har tænkt sig. Men CE-mærket siger intet om hverken kvalitet eller anvendelse. Det er fabrikantens garanti for, at byggevaren lever op til den ydeevne, som er deklareret på varen. Og så har vi balladen, hvis man for eksempel vælger at anvende byggevaren til et formål, som ikke er det, der er beskrevet i ydeevnedeklarationen, forklarer han i en pressemeddelelse.
Hvem har bolden?
Selvom mange af byggeriets parter har en interesse i, at dokumentationen er på plads, så kan det i praksis være en udfordring, hvem der har bolden og har sikret, at dokumentationen er tilstrækkelig til det pågældende byggeri. Og her skal bygherren være ekstra opmærksom, for i sidste ende er det hans ansvar, at bygningen overholder bygningsreglementets funktionskrav.
– Lad os tage et eksempel. En bygherre ønsker brandimprægneret krydsfiner som indvendig vægbeklædning. Trælasten markedsfører i eget varemærke brandimprægneret krydsfiner. Trælasten indkøber CE-mærket krydsfiner og brandimprægnerer det på et imprægneringsanlæg – men skal varen så CE-mærkes og er der krav til en tredjeparts verificering? spørger Peter Fynholm, og følger selv op med svarene:
– Svaret er ja på begge spørgsmål, for krydsfinerens oprindelige CE-mærke er ugyldigt. Her bliver trælasten faktisk ansvarlig for byggevarens brandegenskaber, da trælasten her er blevet til fabrikant. Det er dog stadig bygherren, der i sidste ende har ansvaret for, at byggeriet lever op til bygningsreglementets krav, forklarer Peder Fynholm.
Kendte eller nye materialer
Kort fortalt, så er fabrikanten ansvarlig for byggevaren og de ydeevner, der deklareres, mens rådgiver og udførende er ansvarlige for, at byggevaren er egnet til anvendelsen og bygherren har ansvaret for, at bygningen overholder kravene i Bygningsreglementet. Selvom alle i processen har et ansvar, så sker de fleste fejl, når et produkt anvendes, hvor det er uegnet. Derfor opfordrer Peder Fynholm til, at byggeriets parter bliver bedre til at sætte sig ind i og forstå ydeevnedeklarationer og CE-mærkninger eller, at de sørger for at rådføre sig med specialister inden for området.
– I vores projekt forsøger vi at skabe mere klarhed, både i forhold til, at der er et problem, men også hvordan vi løser det. Det kan være rigtig dyrt at vælge en uegnet byggevare. Og så er det vigtigt at huske, hvilket produkt man har med at gøre, fortæller Peter Fynholm, og fortsætter:
– Grundlæggende kan der skelnes mellem to slags byggematerialer. De ”kendte” byggematerialer, hvis egenskaber er dokumenteret via eksisterende standarder, og hvor der eksisterer et solidt erfaringsgrundlag i forhold til, hvor – og til hvilke formål – materialerne kan anvendes, og de ”nye” innovative byggematerialer, hvortil der endnu ikke eksisterer standarder og, hvor erfaringsgrundlaget i forhold til materialernes muligheder og begrænsninger er mangelfuldt, slutter Peder Fynholm.
