23948sdkhjf

Esbjergs største havnebyggeri

På 15 måneder bygger MT Højgaard 1.200 meter ny havnekaj til vindmølleindustrien i Esbjergs nye Østhavn. Det er den største enkelte udvidelse, siden havnen blev etableret.
Hver halve time løfter kranfører Mads Nielsen en 25 meter lang og otte tons tung Z-formet stålplade på højkant og sætter den med stor præcision ned i et smalt spor på den foregående stålplade, der allerede står solidt fast i undergrunden i vandet en lille kilometer ud fra den oprindelige strand.

- Det er ikke nemt at styre i dag, fordi det blæser et sted mellem 10 og 14 sekundmeter. Vinden har et godt tag i den 25 meter høje og næsten halvanden meter brede plade, siger projektleder Per Hulmose Nielsen.

Trods det voldsomme efterårsvejr og en stram tidsplan er han dog ikke spor nervøs. Han har bygget havn i Esbjerg i mere end 30 år, og det har flere af hans folk på prammen også. Når stålprofilen har rigtigt fat i sporet, sætter kranen den ned på havbunden, og en medarbejder tjekker med et almindeligt vaterpas, at profilen er i lod.

Kranen løfter derefter en vibrator op på spunsvæggen, der med fire hydraulikmotorer i løbet af otte-ti minutter vibrerer stålet de sidste 16-18 meter ned i havbunden. Endnu 1,4 meter spunsvæg er på plads, men der er stadig et godt stykke vej tilbage, før de 1.200 meter ny havnemole er klar.

Særligt dræn
Efterhånden som første spunsvæg bliver klar, skal der rammes endnu en parallel spunsvæg ned 35 meter bagved. De to stålvægge bliver forbundet med stålankre i to forskellige højder for hver 1,4 meter. Mellem de to stålvægge lægges også et særligt dræn seks meter under havniveauet. Drænet kobles til brønde, inden der pumpes sand ind i mellemrummet.

- Drænet får sandet til at sætte sig meget hurtigere og mere solidt og holde området tørt, når vi skal til at støbe selve kajanlægget, forklarer Per Hulmose, der selv har været med til at udvikle dræningsløsningen i forbindelse med et tidligere byggeri ved Højer Sluse.

- Der er nemlig ikke bare tid og mange penge at spare under byggeriet. Det smarte er, at drænet bagefter sikrer, at kajen kan holde til den enorme vægt fra de voldsomt tunge kraner og maskiner, de bruger – selv ved lavvande, siger Per Hulmose.

Samtidig forsynes kajanlægget med envejsventiler, der ved lavvande fortsætter med at dræne sandet under kajen. Det er havnens egne ingeniører, der har tegnet drænet ind i udbuddet.

- Det er meget sjovt, når jeg selv har været med til at udvikle det i sin tid, siger Per Hulmose, der har 33 års anciennitet i at bygge havn i Esbjerg.

Entreprise til 155 mio. kroner
Når spunsvæggene er på plads, skal MT Højgaard støbe kajen, montere pullerter og fendere, ligesom der skal bygges en rampe på 40 gange 40 meter og et molehoved.

MT Højgaard har vundet entreprisen på 155 millioner kroner i udbud. Entreprisen er en væsentlig del af den nye Østhavn til Esbjerg Havn, der bliver på 650.000 kvadratmeter og koster cirka 500 millioner kroner i alt.

I 2012 bliver motorvej E20 forlænget til den nye Østhavn.

Fakta
MT Højgaard bygger den største del af Esbjergs nye Østhavn. Entreprisen omfatter 1.200 meter kaj bestående af to parallelle spunsvægge med en afstand på 35 meter.

Væggene skal indbyrdes forbindes af stålankre. Desuden skal MT Højgaard støbe 6.000 kubikmeter beton til moler og rampe, etablere pullerter, fendere samt et molehoved.

Kontrakten lyder på 155 millioner kroner, og byggeriet skal være færdigt den 31. december 2012.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109