23948sdkhjf

Brugte gummiged til røveri: Fransk storrøver planlagde nyt røveri i Danmark

Fem mænd er tiltalt i sagen. Hovedmanden er tidligere dømt for et af danmarkshistoriens største røverier.
En 50-årig franskmand, der tidligere er dømt som hovedmanden bag et af danmarkshistoriens største røverier, var sidste efterår i fuld gang med at planlægge endnu et spektakulært røveri i Danmark.

Sådan lyder påstanden fra politi og anklagemyndighed, der nu har tiltalt den 50-årige og fire andre mænd for at planlægge et røveri mod en værdihåndteringsvirksomhed i Taastrup.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

I 2012 idømte Østre Landsret den nu 50-årige mand ti års fængsel for at være hovedmanden bag et røveri mod Dansk Værdihåndtering, DVH, der gav et udbytte på 62 millioner kroner.
Desuden blev han for tredje gang udvist for bestandigt i forbindelse med en røveridom.

Røveriet mod DVH skete i de tidlige morgentimer den 10. august 2008. Med en gummiged bragede røverne gennem væggen til virksomheden.

Da støvet havde lagt sig, gik seks maskerede og tungt bevæbnede røvere roligt gennem hullet med medbragte sportstasker. De fyldte 62 millioner kroner i taskerne og slentrede tilbage gennem hullet, hvor de lagde udbyttet bag i en Audi stationcar.
Røverne havde ikke travlt. Medgerningsmænd havde på samme tid stillet ti skraldebiler på tværs af indfaldsvejene til DVH og stukket syv af dem i brand. Desuden spredte røverne partisansøm ud over vejene i området.

Det betød, at kun få betjente nåede frem, mens røveriet stadig stod på. Men da politiet kunne se, at røverne havde automatvåben, turde de ikke risikere en skudveksling, og det lykkedes røverne at slippe væk.
Kun fire millioner kroner fra kuppet er efterfølgende blevet fundet. De lå begravet i baghaven hos den 50-åriges kæreste i Odense.

Ifølge den nye tiltale var det nogenlunde samme fremgangsmåde, der skulle bruges ved det planlagte røveri i Taastrup.
De fem mænd skal angiveligt have undersøgt muligheden for at skaffe sprængstoffer og entreprenørmaskiner. De skal også have planlagt, hvordan for eksempel brændende busser kunne forsinke politiet.
Desuden skal de have rekognosceret mod både virksomheden og politigården i Albertslund.
Men politiet kom på sporet af røvernes planer. Den 26. november sidste år udsendte politiet en efterlysning af den nu 50-årige mand, fordi man havde oplysninger om, at han igen var i Danmark. To dage senere blev han anholdt.

Politiet nævner i onsdagens pressemeddelelse ikke, hvilket firma man mener var røvernes mål. Men da han blev fremstillet i grundlovsforhør kom det frem, at der var tale om firmaet Loomis.

Netop Loomis blev 1. april 2008 udsat for et røveri i Glostrup. Her slap gerningsmændene også væk med 62 millioner kroner. Det røveri er aldrig opklaret.

Foruden den 50-årige er fire mænd i alderen 22 til 27 år tiltalt i sagen.
Det er endnu uvist, hvornår den kommer for retten.



Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141