23948sdkhjf

Amager-skole får en overhaling til 385 millioner - næste etape skydes i gang

København Kommunes strategiske byggepartnerskab Trust står med nok en ny skoleopgave; udvidelsen af Skolen ved Sundet på Amager.

Udbygningen, som er del af den omfattende make-over til i alt 385 mio. kr., skydes officielt i gang i dag den 6. august med første spadestik ved Københavns overborgmester Frank Jensen (S) samt Børne- og Ungdomsborgmester Jesper Christensen. Adm. direktør i Enemærke & Petersen /Trust Henrik Mielke er også blandt det markante deltagere.

I 1938 stod Skolen ved Sundet færdig. Siden er skolen, der er tegnet af arkitekt Kaj Gottlob, blevet fredet, og den betegnes nu som et hovedværk i funktionalismens skolebyggeri i Danmark. Derfor er det også med respekt for den arkitektoniske værdi, at man helhedsrenoverer skolen og nu går i gang med at udvide den. 

Trust

Trust er et partnerskab skabt af Enemærke & Petersen sammen med rådgiverne Kant Arkitekter, Nøhr & Sigsgaard, Dominia, Norconsult samt GHB Landskab.

Enheden har sit projektkontor på Nørrebrogade i København, hvor 100 entreprenører, arkitekter, landskabsarkitekter, ingeniører og repræsentanter fra Byggeri København sidder sammen.

Skolen ved Sundet består af to skoler: Hovedskolen og Friluftsskolen. Hovedskolen udvides nu fra tre til fire spor og får et helt nyt fritidshjem. Det ekstra spor bliver etableret som en udskolingsbygning til 7. til 9. klasse. Derudover bliver skolen en del af skolemadsordningen EAT og får etableret et EAT-køkken, hvor eleverne selv skal være med til at tilrette og servere maden. 

Når byggeriet af udbygningen er færdigt, skal Hovedskolen også helhedsrenoveres som en trejde etape af den samlede overhaling.

Helhedsrenoveringen er allerede i gang på Skolen ved Sundets anden afdeling, Friluftsskolen, med Jakon som udførende. Her bliver der også lagt vægt på at fremhæve og istandsætte efter bygningernes oprindelige værdier.

Det ventes, at den igangværende helhedsrenovering af Friluftsskolen, cirka 8.000 kvm, er klar i slutningen af 2020, mens Hovedskolens nye faciliteter på omkring 5.400 kvm ventes taget i brug i sommeren 2022.  

Fakta: Renovering og udvidelse af Skolen ved Sundet

  • Skolen ved Sundet har cirka 870 elever. Friluftsskolen, som er en del af Skolen ved Sundet, er en specialafdeling for børn med bevægelseshandicap og andre udfordringer. 
  • Udvidelsen af Skolen ved Sundet (Hovedskolen og Friluftsskolen) omhandler en sporudvidelse fra tre til fire spor, etablering af EAT og et nyt fritidshjem med 448 pladser. Det ekstra spor bliver etableret som en udskolingsbygning til 7.-9. klasse samt tilhørende faglokaler. 
  • Arkitektfirmaet Nøhr og Sigsgaard har som en del af det strategiske partnerskab Trust projekteret udvidelsen af skolen. Trust består af Nøhr & Sigsgaard, Enemærke & Petersen, Dominia, Norconsult, GHB Landskab og Kant Arkitekter. 
    • I byggeriet af de nye faciliteter vil den eksisterende arkitektur blive fremhævet eksempelvis ved at grave flere funktioner ned under terræn. 
    • I budget 2016 og 2018 blev der bevilget henholdsvis cirka 219 mio. kr. og 154 mio. kr. til helhedsrenoveringen og udvidelsen af skolen. Derudover blev der i Overførselssagen 2015-16 og 2016-17 bevilget i alt cirka 12 mio. kr.

    Kommenter artiklen
    Job i fokus
    Gå til joboversigten
    Udvalgte artikler

    Nyhedsbreve

    Send til en kollega

    0.36