23948sdkhjf

MT Højgaard skærer 76 stillinger væk

Onsdag kom det frem, at MT Højgaard Danmark skal igennem en ny fyringsrunde. Nu sætter entreprenørselskabet tal på, hvor mange man siger farvel til. 

76 stillinger forsvinder, når selskabet fra den 1. oktober 2020 indfører en ny, projektorienteret organisation, fremgår det af en pressemeddelelse mandag eftermiddag. 

51 medarbejdere opsiges, 12 ubesatte stillinger nedlægges, og 13 medarbejdere overføres til MT Højgaard International. Ændringerne vedrører kun funktionærer, ikke timelønnede. 

Alle afskedigede medarbejdere er orienteret og vil få tilbudt forskellige former for hjælp til at finde nyt job. Efter ændringerne har MT Højgaard Danmark 458 funktionærer ansat i Danmark og 38 ansatte i et vietnamesisk supportcenter. 

– Nu skaber vi ro og afklaring med et konkurrencedygtigt og fleksibelt set-up, hvor hver sektion har de rette kompetencer og ressourcer. I takt med, at vi får den ønskede vækst, kan vi begynde at bygge på igen,” siger Carsten Lund, adm. direktør i MT Højgaard Danmark, i pressemeddelelsen. 

Mt Højgaard opridser også de vigtigste organisatoriske ændringer:

  • Forretningen organiseres i 9 ligestillede produktionsudførende sektioner med øget ansvar for top- og bundlinje.
  • Med nedlæggelsen af Design & Engineering vil MT Højgaard Danmark ikke længere fungere som rådgivende ingeniør. Fremadrettet vil fokus være på kerneforretningen som udførende entreprenør, og samhandlen og samarbejdet med eksterne rådgivere intensiveres. 
  • Et ledelseslag fjernes, så alle sektioner refererer direkte til direktionen.
  • Langt de fleste centrale stabs- og støttefunktioner flyttes ud i sektionerne, så tæt som muligt på kunderne og projekterne. Tilbage bliver slanke, effektive og tværgående støttefunktioner, der bidrager direkte til eksekveringen af projekter.
  • De selvstændige funktioner Salg, Tilbud, Projektering, Garanti & Service samt Design & Engineering nedlægges. Opgaverne flyttes ud i sektionerne og til en fælles enhed kaldet Projektsupport, hvor enkelte centrale tovholdere og fagspecialister benyttes på tværs af MT Højgaard Danmarks projekter.

– Vi fjerner mange, alt for tunge processer og skaber klare linjer for ansvar og projektejerskab. Projekter er vores DNA. Vi eksisterer for samarbejdet med vores kunder, og derfor skal vi organisere os, så kunder og projekter sættes i centrum. Vi skal have en stærk og faglig projektkultur med effektive processer og sund risikostyring uden støj og kompleksitet, siger Carsten Lund.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203