23948sdkhjf

Casa vinder 132 studieboliger foran fire konkurrenter

I starten af 2022 står 132 moderne studieboliger klar til indflytning i de bygninger, der tidligere udgjorde patienthotellet på det tidligere Aarhus Kommunehospital.

Casa er valgt til hovedentreprisen af Feas (Forskningsfondens Ejendomsselskab) som har modtaget tilbud fra i alt fem udvalgte entreprenører. 

– Vi har allerede oplevet en engageret bygherre, der er opsat på at skabe de bedste rammer for de studerende, der skal flytte ind i det nye kollegie, siger Torben Modvig, adm. direktør i Casa. 

De andre bydende entreprenører var Færch & Co., Enemærke & Petersen, NCC og MT Højgaard.

Fakta: Det nye parkkollegie 

  • Bygherre: Feas (Forskningsfondens Ejendomsselskab)
  • Byggeri: Renovering af tidligere patienthotel – transformeres til 132 studieboliger
  • Areal: Cirka 5.400 kvm
  • Byggeperiode: oktober 2020 – november 2021
  • Bygherrerådgiver: Rambøll Danmark
  • Arkitekt: Aart Architects
  • Rådgivende ingeniør: Søren Jensen A/S

Studieboligerne bliver en del af det store campusområde Universitetsbyen, som ind- og opbygges på kommunehospitalets gamle grund.

Skal være en naturlig del af campusområdet 

Den forestående renovering skal ikke blot opdatere de eksisterende bygninger men transformere dem til et helt nyt studiemiljø. Derfor etableres der køkkenmiljøer og opholdsarealer både ude og inde. Kollegiet kommer desuden til at rumme festlokale, vaskeri, øvelokaler, værksted med mere. 

Bygningerne er placeret, så de danner et L med en central forplads, som ligger optimalt ift. eftermiddags- og aftensol. Her er det intentionen, at der skal etableres grundlag for et varieret udendørsliv, hvor både beboere og udefrakommende kan gøre ophold. Derved vil man forsøge at gøre kollegiet til en naturlig del af det omkringliggende område. 

Det centrale foyerrum med adgang til alle niveauer beholdes, og de værelser, hvor der før var patienthotel, bevares også i videst muligt omfang. Det drejer sig om i alt 54 værelser, hvoraf syv er tilgængelighedsboliger for beboere med funktionsnedsættelser. De øvrige 78 studieboliger nyindrettes med respekt for husets grundstruktur. Alle boliger får eget badeværelse og minikøkken.

Fra Kommunehospitalet til Universitetsbyen

Det tidligere Aarhus Kommunehospital blev overtaget af Feas i maj 2019 til en pris på cirka 800 mio. kr. Planerne for det nye 110.000 kvm campusområde er mange.

Bygningerne skal udover universitets- og forskningslokaler rumme studieboliger, mindre butikker, en børnehave samt øvrig erhvervsmæssig anvendelse.

De kommende studieboliger er således en del af et større puslespil, der udgør et udvidet campusområde for Aarhus Universitet, der er navngivet Universitetsbyen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095