23948sdkhjf

"En tour de force i godt håndværk”: Håndværkerne hyldet på håndværkernes eget kollegium

På Håndværkskollegiets byggeplads i Horsens var flaget fredag hejst for håndværkerne, der med fagligheden i højsædet har arbejdet på kollegiet, der skal give byens fremtidige erhvervsskoleelever både faglig stolthed og et sted at bo, mens de er under uddannelse.

Bygherre er Fonden for Håndværkskollegier, der i samarbejde med Nordstern, tidligere Casa, som totalentreprenør har været i gang med byggeriet siden 2021.

Cubo Arkitekter og Danø Arkitektur står bag det særlige byggeri, der skal certificeres til DGNB-guld og betegnes en ”en tour de force i godt håndværk, der skal inspirere til en fremtid i byggeriet” i en pressemeddelelse om rejsegildet.

Håndværkskollegiet i Horsens

Bygherre: Fonden for Håndværkskollegier

Arkitekt: Cubo Arkitekter og Danø Arkitektur

Landskabsarkitekt: Schønherr

Ingeniørrådgiver: Tri-Consult

Totalentreprenør: Nordstern (tidligere Casa)

Byggeriet består af: 72 kollegieboliger på et areal af 7.000 kvm, værkstedsfaciliteter og fællesarealer samlet set fordelt på 15.000 kvm.

Samlet anlægssum: Cirka 300 mio. kr.

Byggeperiode: august 2021 til oktober 2023

Nordstern

For direktør for Fonden for Håndværkskollegier, Kristian May, er rejsegildet en realisering af fondens vision:

– Håndværkskollegiet bygges af håndværkere til håndværkere. Vi er glade for og stolte over, at vores vision om gode rammer for unge håndværkerlærlinges liv og personlige og faglige udvikling nu står som en realitet i form af det unikke byggeri, der er under opførelse af mange gode og engagerede kræfter, siger han i pressemeddelelsen.

På det 15.000 kvm store byggeareal på et tidligere DSB-areal bliver der plads til 84 fremtidige håndværkere, fordelt på 72 kollegielejligheder, med fagligt inspirerende værkstedsfaciliteter og fællesarealer, der afspejler de stolte håndværkstraditioner.

Byggeriet skal vise særlige løsninger og murværk med eget forbandt til hver bygning, samt en karakteristisk trægitterkonstruktion under taget, der giver et luftigt udtryk til hovedbygningen og forbinder udtrykket ude og inde.

En hyldest til håndværkstraditionen

Tømrermester Martin Hansen er en af de håndværkere, der har sat sit præg på kollegiet. For ham har det været en helt særlig oplevelse at være en del af Håndværkskollegiets tilblivelse:

– Det er et meget unikt og komplekst byggeri, og derfor har det været vigtigt at alle har en stemme, så vi sikrer høj kvalitet hele vejen igennem. På håndværkskollegiet er det ligegyldigt, om du er lærling eller direktør. Alle bliver hørt og behandlet ens, og det gør det til et fedt sted at arbejde, siger Martin Hansen.

For Ib Høgsberg fra Nordstern, der er projektdirektør på Håndværkskollegiet, er samarbejdet mellem alle byggeriets parter i sandhed en stor fejring værd.

– Vi oplever, at alle er engagerede i Håndværkskollegiet. Bygherre deltager i møder med fagentreprenørerne. Naboerne fra håndværkskuddannelserne kigger forbi. Og håndværkerne lægger virkelig deres faglighed i projektet. Alle er ambitiøse på projektets vegne og vil have den bedste løsning. Det giver et helt unikt byggeri, og jeg er glad for at kunne fejre vores dygtige håndværkere, kolleger og samarbejdspartnere i dag, siger han.

Byggeriet forventes færdigt i slutningen af 2023.

Fonden for håndværkskollegier

Fonden for Håndværkskollegier er grundlagt af BRFfonden i 2020 med det formål at bygge kollegier til håndværkerlærlinge – fremtidens håndværkere.

De næste år opfører fonden tre kollegier i tre forskellige byer, de første to i Horsens og Herning, og det sidste i Roskilde.

Kollegiebyggerierne foregår med involvering af de unge håndværkerlærlinge og øvrige interessenter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.129