23948sdkhjf

45.000 nye kvm til familier, arbejdsboliger og skilsmisse-par i Køge

Verdens bedste hverdag. Det er målet for en ny bydel med 500 ejer- og lejeboliger i Køge helt ud mod vandet, stranden og strandengen. 

Boligerne bliver kombineret med erhverv med udadvendte tilbud i stueetagerne, hvor det også er ambitionen at placere en ny integreret daginstitution for områdets børnefamilier. 

PensionDanmark har arbejdet tæt sammen med Køge Kyst om at udvikle grundlaget for den såkaldte ”Etape SH4” på Søndre Havn.

Nu har Køge Kysts bestyrelse godkendt både det samlede koncept og detaljerede skitseprojekter for hver af de fem boligkarréer. På bæredygtighedsfronten er målet for bydelens fem boligkarréer certificering til DGNB Guld.

Boliger til familier, arbejdsboliger og skilsmisse-par

Hver af de fem karréer har sit særlige tema og egne målgrupper, og de 500 boliger spænder helt fra kompakte 2-værelses til meget rummelige 6- værelses lejligheder, fordelt på 14 boligtypologier. Der bliver både ejer- og lejeboliger samt bofællesskaber for tre forskellige aldersgrupper. Særlige ”work-boliger” har en del indrettet til mindre erhverv. 

Som en nyskabelse bliver der også deleboliger for familier, enlige eller fraskilte, der har børnene en uge ad gangen, som kan se fordele i at leje en bolig, hvor noget er privat for hver familie, og noget er fælles. 

- Byer skal bygges med kærlighed. Vi aftalte fra start at bruge tid på udvikling, for at skabe en ny bydel, som afspejler vores samfunds familiestrukturer og ønsker til kvalitet og bæredygtighed både i byen og i byggeriet. Vi er kun nået hertil, fordi vi sammen med PensionDanmark, vores rådgivere, arkitekter, ingeniører og myndigheden har samarbejdet, og brugt lidt ekstra tid på udvikling, og på at løse udfordringerne up front, siger Køge Kysts projektdirektør Tove Skrumsager Frederiksen.

 

”Byens etage”

De to parter har arbejdet sammen om projektudviklingen siden købsaftalen blev indgået i sommeren 2019. Med samme bygherre på de fem karréer er det muligt at satse på et bredt boligudbud og en vifte af fællesfaciliteter og tilbud for hele byen. 

Det er mundet ud i konceptet ”Byens etage”, som går på tværs af karréernes stueetager, og som blandt meget andet rummer et bykontor, hvor beboerne kan ”arbejde hjemmefra” i det fællesområde - lige ved siden af ”børnekontoret”, som er indrettet til lektielæsning, gaming og minibiograf. 

Fakta: Etape SH4

Byggeriet i bydelen omfatter cirka 45.000 kvm fordelt på cirka 43.000 kvm boliger - herunder godt 3.000 kvm fællesfaciliteter - og cirka 2.000 kvm publikumsorienteret erhverv, herunder butikker, caféer med videre. Der opføres i alt cirka 17.000 kvm kælder med 450 P-pladser.

Læs mere om de fem karréer i:

E&P bygger en femtedel af ny Køge-bydel med 500 boliger

Også små kommercielle erhverv skal give liv i stueetagerne, hvor de skal indgå i synergi med fællesfaciliteterne. Eksempelvis planlægges ”Bevægelseshuset” at ligge sammen med en fysioterapeut, der kan benytte de fælles faciliteter i dagtimerne – og tilsvarende for en café, der betjener tilstødende hverdagshus med mad og drikke samtidig med, at de har den offentlige cafédrift ud mod gaden. 

Byens liv skal også udfoldes under åben himmel. De kommende beboere kan fx gå ud på de fælles tagterrasser og benytte haver eller drivhuse. Gårdrummene og ”almindingerne” – gennemgående grønne områder - indrettes, så de tilbyder ro, naturoplevelser og aktive fællesskaber. 

Byplads og promenade 

Som noget særligt for den nye bydel skal en central pladsdannelse skabe sammenhæng og forbindelser mellem boligopgange og fællesfunktioner. Langs vandet bliver en ny promenade kendetegnet ved små arbejdende værksteder til énmands-virksomheder. 

Inden selve byggeriet kan gå i gang, vil Køge Kyst frem mod foråret 2021 rydde jordforureningen fra den tidligere industri på området. De fem karréer skal herefter opføres successivt med forventet indflytning i perioden 2023-26.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157