Hvad gør man som bygherre, når man sidder med to helt ens tilbud på en byggeopgave?
For Sydfyns Elforsyning blev løsningen en lodtrækning mellem O.V. Engstrøm og MT Højgaard, som begge havde tilbudt at opføre et nyt domicilbyggeri i Svendborg for 75 mio. kr.
Lodtrækningen faldt ud til fordel for MT Højgaard, og efterfølgende beklager den tabende entreprenør, O.V. Engstrøm, sagsforløbet over for dagbladet Licitationen:
- Det har intet med en licitation at gøre det her. Det er købmandskab, der reelt ender i ren gambling om en udgift på flere hundrede tusinde kroner til udregning af et tilbud eller en ordre på 75 mio. kr., siger indehaver Ove Engstrøm til bladet.
Ifølge Licitationen startede sagen som et almindeligt udbud, hvor O.V. Engstrøm var billigst. Prisen oversteg dog bygherrens økonomiske ramme for projektet, hvorfor man efterfølgende valgte at udbyde byggeriet i omvendt licitation, og efter en forhandlingsrunde stod valget altså mellem to enslydende tilbud.
En afgørelse fra Klagenævn for Udbud har fastslået, at der ikke var noget i vejen med procedurerne omkring udbuddet. Alligevel vil O.V. Engstrøm involvere Dansk Byggeri i sagen for at undgå lignende tilfælde i fremtiden. Ove Engstrøm vil desuden få sin advokat til at se nærmere på sagen.