23948sdkhjf

Fem teams dyster om Fremtidens Forstad i Vejle

Søndermarken i Vejle går en meget spændende fremtid i møde. En arkitektkonkurrence skal finde frem til, hvordan områdets to ådale gøres til en integreret del af byen.
Vejle Kommune og Realdania har prækvalificeret fem stærke teams med arkitekter, ingeniører m.fl. til at komme med forslag til Søndermarken – Fremtidens Forstad.

Ambitionen er at finde frem til en bæredygtig, arkitektonisk visionsplan for Søndermarken – en plan, der kan begejstre og fortrylle beboerne og alle andre, så forstaden Søndermarken i Vejle får et bedre image og blive et attraktivt sted at bo.

I et usædvanlig skarpt felt bestående af 21 teams har Vejle Kommune og Realdania udvalgt de fem, der nu skal deltage i den egentlige konkurrence. I spidsen for de fem teams står:

• Transform
• JDS / Julien De Smedt Architects
• Cobe
• Bureau B+B stedenbouw en landschapsarchitectuur
• Rambøll Danmark / Ravn Arkitektur

Et nyt og spændende Søndermarken
Selve konkurrencen udskrives den 30. januar, og de fem teams skal blandt andet udvikle forslag til at gøre områdets to ådale til en integreret og rekreativ del af bydelen og Vejle.

Herudover skal Grønlandsvej udvikles til en flot bygade, og endelig skal der arbejdes med forslag til en stærkere kulturel, social og erhvervsmæssig udvikling med udgangspunkt i Søndermarkens beboere, institutioner og erhvervsliv.

- Jeg er meget imponeret over niveauet blandt de teams, der har budt ind på at deltage. Derfor har jeg store forventninger til, at denne konkurrence kan give noget helt nyt og spændende til Søndermarken, så bydelen virkelig bliver fremtidens gode forstad, siger borgmester Arne Sigtenbjerggaard.

På grænsen mellem by og land
Konkurrencen for Søndermarken er den anden af i alt seks konkurrencer i Realdanias projekt ”Fremtidens Forstæder”, som skal skabe debat om og visioner for en fremtidig bæredygtig udvikling i forstæderne.

De seks arkitektkonkurrencer bliver holdt af kommunerne Aalborg, Albertslund, Furesø, Glostrup, Guldborgsund og Vejle.

- Søndermarken er et eksempel på et forstadsområde på grænsen mellem by og land i en større provinsby. Vi er spændte på at se de stærke deltagende teams bæredygtige forslag til, hvordan de nærliggende store naturkvaliteter kan aktiveres for at ’løfte’ et stort, alment boligområde. Samtidig bliver det interessant at se visionære bud på koblinger på tværs af byområdet samt omdannelsen af områdets mindre bycenter, som i dag har mistet sin funktion og identitet. For blot at nævne nogle blandt flere temaer i konkurrencen, siger Astrid Bruus Thomsen, projektleder hos Realdania.

Konkurrencens 1. fase er færdig omkring 1. juni. De fem forslag vil herefter blive udstillet et sted i Søndermarken, så alle kan se visionerne for Søndermarken. Der vil blive udpeget to teams til at arbejde videre med deres forslag til Søndermarken. Den endelige vinder bliver fundet omkring 1.december.

De fem teams
Team 1
Transform, SLA, Grontmij og Social Action.

Team 2
JDS / Julien De Smedt Architects, Mr François Leclerq Architecte Urbaniste, Klar, Kuben Management, Arup og Jens Kvorning.

Team 3
Cobe, Kragh & Berglund Landskabsarkitekter, Esbensen Rådgivende Ingeniører, Sloth Møller, ICP og Hans Kristensen.

Team 4
Bureau B+B stedenbouw en landschapsarchitectuur, Grassat+Mist, Aart Architects og Midtconsult.

Team 5
Rambøll Danmark, Ravn Arkitektur, 2+1 Idébureau og Polyform Arkitekter.

Læs mere om Realdanias initiativ ”Fremtidens forstæder” på www.forstaden.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078