23948sdkhjf

Kontur Arkitekter vinder 2.100 kvadratmeter til- og ombygning

Den unge tegnestue Kontur Arkitekter står som hovedarkitekt på en større opgave; til- og ombygningen på SOSU Skolen i Randers.
Kontur Arkitekter vandt opgaven i konkurrence med fire andre firmaer, som blev prækvalificeret i efteråret. I uge 3 kom der så en underskrift på kontrakten for til- og ombygningen.

- For firmaet er det en stor opgave, da det er første gang, at Kontur Arkitekter vinder en større konkurrence hvor vi står alene uden samarbejdspartnere, forklarer stifter Marie Fenger Ehlers til Bulding Supply.

Opgaven er vundet sammen med Casa Entreprise A/S, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma og restaureringsarkitekt Birgit Veje. Arbejdet omfatter en tilbygning til SOSU Skolen i Randers på 1.950 m² samt ombygning af den eksisterende skole på ca. 200 m². Det er Randers Social og Sundhedsskole der står som bygherre på projektet.

Speciel indgang til uddannelsesbyggeri
På trods af at være et ungt firma har Kontur Arkitekter allerede en del erfaring fra konkurrencer og projekter på flere uddannelsesinstitutioner.

Siden de to arkitekter, Marie Fenger Ehlers og Rikke Hinkbøl Jensen, i slutningen af 2007 startede firmaet har de haft mange samarbejder med andre arkitektfirmaer. Firmaet har blandt andet været med til at vinde konkurrencer som Campus Silkeborg, Campus Varde og Ringkøbing Skole og Musik.

- Endvidere blev vi i december 2010 udråbt til vindere af den kæmpe store konkurrence om UCN (University College Nordjylland) på 35.000 m² i samarbejde med GPP Arkitekter. Den blev desværre annulleret på grund af manglende bevillinger, forklarer Marie Fenger Ehlers.

Fællesareal fik opgaven i hus
Projektet betegner Marie Fenger Ehlers som specielt, da SOSU-skolen i Randers kun er få år gammel. Udvidelse er nødvendiggjort af en stor tilstrømning til uddannelsen.

Ved projektet stillede bygherren som krav, at tilbygningen placeres parallelt med en eksisterende fløj. Dermed får bygning en u-form, der danner et indre gårdrum, hvis udformning med opholdsflader også er en del af opgaven.

Tilbygningen er opbygget efter de samme grundlæggende principper som den oprindelige bygning. Alle undervisningslokaler placeres mod nord, så de opnår det optimale lys. Mod syd indrettes et stort indre fællesrum. Her binder en stor gennemgående trappe de to etager sammen som et samlende fællesrum, der bliver nybygningens hjerte. Netop dette samlingspunkt var ifølge Marie Fenger Ehlers med til at sikre sejren.

I materialevalget og udformningen af byggeriet er valgt transparente flader med glas i stueetagen, mens der anvendes beton foroven. Dermed opnås en svævende fornemmelse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126