23948sdkhjf

Klumme: Endnu en regning sendes videre til virksomhederne

Lovforslaget om ret til erstatningsferie vil koste ca. 150 mio. kr. om året. Men er det virkelig nødvendigt at pålægge virksomhederne denne udgift?
Klumme af Jim Stjerne Hansen, formand for DS Håndværk & Industri

Regeringen har sendt et lovforslag i høring, som, hvis det vedtages, giver lønmodtagerne ret til en erstatningsferie, hvis de er så uheldige at blive syge eller komme til skade i deres ferie. Lovforslaget er en konsekvens af en EU-dom, så det er klart, at vi i Danmark skal ændre de nuværende regler.

Jeg anerkender, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har gjort sit bedste for at gøre lovforslaget så 'mildt' som muligt – jeg kan faktisk forstå på hende, at hun ikke ville have fremsat det, hvis det ikke havde været nødvendigt. Men jeg forstår simpelthen ikke, at regeringen på denne måde nu igen helt ukritisk sender en regning videre til virksomhederne. Var det nødvendigt at gøre det på denne måde?

I DS Håndværk & Industri foreslår vi, at man tænker lidt alternativt og ser på mulighederne for at få dækket udgiften for eksempel via de uhævede feriepenge, så virksomhederne slipper for både at undvære medarbejderen og betale hans eller hendes løn i den ordinære ferieperiode og en evt. sygeperiode, der strækker sig herudover, og dække udgifter til fravær og løn i en periode med erstatningsferie.

Regeringen har beregnet, at lovforslaget vil koste virksomhederne ca. 150 mio. kr. om året, og det er altså mange penge. Virksomhederne er stadig er i en meget vanskelig økonomisk situation og har i øvrigt skåret medarbejdermæssigt helt ind til benet. Så der er meget lidt 'elastik' i forhold til at opretholde produktionen, når medarbejderne er fraværende.

Endnu en udgift midt i kampen for overlevelse
Vi er ikke enige med dem, som frygter, at medarbejderne vil snyde sig til mere ferie. Jeg kan vanskeligt forestille mig en medarbejder, som bevidst ville lyve sig syg bare for at få mere ferie – de ved godt, at deres virksomheder er økonomisk pressede. Og virksomhedsejerne på deres side har absolut ingen interesse i at få udslidte medarbejdere hjem fra en ødelagt ferie – de ved godt, at medarbejderne har brug for at lade op og vil gerne give dem så gode muligheder for det, som de kan.

Reelt set er der ingen interessekonflikt mellem medarbejdere og virksomhed her, men der er, eller bliver, et økonomisk problem for dansk erhvervsliv – endnu en udgift midt i en tid, hvor virksomhederne kæmper for overlevelse og videreudvikling i skarp konkurrence med andre dele af verden, hvor rammebetingelserne fra det offentlige giver helt andre muligheder.

Margrethe Vestager sagde på en konference i sidste uge, at virksomhedsejere og -ledere er dem, der bedst ved, hvordan de skal drive deres virksomheder. Men det er hendes kollega Mette Frederiksen i Beskæftigelsesministeriet åbenbart ikke enig i. Ifølge hende er der kun én måde at få løst denne udfordring på – vi laver en lov og sender regningen til virksomhederne… Og det synes vi i DS Håndværk & Industri ikke er godt nok. Tiden er ikke til hurtige og nemme løsninger – slet ikke på dette område!
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109