23948sdkhjf

Danmarks første svanemærkede plejehjem står færdigt om et år

Danmarks første svanemærkede plejehjem begynder så småt at tage form i Horsens. Forleden holdt totalentreprenøren Casa rejsegilde i selskab med AP Ejendomme, der opfører plejehjemmet. 

Adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, ser frem til, at der nu er mulighed for at hylde opførelsen af et nyt byggeri.

- Håndværkerne udfører et stort stykke arbejde, derfor er jeg glad for, at vi nu kan fejre opførelsen af vores svanemærkede friplejehjem i Horsens. Med det kommende friplejehjem skaber vi nogle rigtig gode rammer for ældre, der gerne vil have et alternativ, når de skal kigge på et nyt hjem, siger Peter Olsson i forbindelse med rejsegildet.

Friplejehjemmet er klar til indflytning i slutningen af 2021. Det bygges centralt midt i Horsens by lige ned til åen og med indkøbsmuligheder tæt på. Danske Diakonhjem skal stå for driften.

"Den rigtige måde" 

Horsens Kommunes borgmester, Peter Sørensen, følger udviklingen af AP Pensions kommende friplejehjem tæt.

- Det er et utrolig spændende byggeri, som lever op til en række krav i forhold til både at være bæredygtigt og sundt at bo i, og det er den rigtige måde at gøre det på. Jeg er også rigtig glad for, at AP Pension har valgt at opføre deres nye friplejehjem i Horsens, da det er et godt supplement til de forskellige tilbud, vi i forvejen har til vores ældre i Horsens Kommune, siger Peter Sørensen i en pressemeddelelse.

Friplejehjemmet bliver certificeret med Svanemærket, hvilket betyder, at boligerne skal leve op til skrappe krav i hele livscyklus, det vil sige til både materialer, byggeproces, brugsfase samt affalds- og recirkuleringsfase. Alle 300-400 materialer skal igennem en godkendelsesproces.

75 boliger

Det kommende friplejehjem i Horsens kommer til at bestå af i alt 75 boliger fordelt på seks etager. 55 af boligerne har to værelser, mens de sidste 20 kommer til at have tre værelser.

De kommende beboere på friplejehjemmet får blandt andet adgang til spaområde og fællesaltaner på alle etager. Med Svanemærkningen kommer friplejehjemmet til at leve op til bygningsreglementets skrappeste krav. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094