23948sdkhjf

Halvanden ton tung rude kom på plads i nationalpark

12 kæmpe sugekopper, en erfaren kranfører med millimeterfornemmelse, 10 brede mænd og nationalparkleder Else Østergaard måtte torsdag i sving, da en halvanden ton tung panoramarude skulle mingeleres på plads i det nye nationalparkbyggeri i nordjyske Vorupør.

Det skriver Nordjyske.

Ruden, der måler 5,9 x 2,9 meter, er leveret af Scanglas/Glassolutions, og den 150.000 kr. dyre tre-lags-termorude var kommet den lange vej fra Østrig direkte til Vorupør med specialtransport.

Selv om opgaven tog fire timer i stedet for de to, tømrerfirmaet Anders Andersen havde planlagt, kom den enorme rude på plads i egekarmen, men det var ikke uden svedige håndflader hos medejer Thomas Olesen.

– Ruden var bare så stor og uhåndterlig. Og rørte den bare betonmuren én gang, mens den hang i kranarmen, kunne det nemt være, at vi måtte bestille en ny. Vores udfordring var især, at den skulle ind i karmen, der sad under et halvandet meter langt betonudhæng. Det betød, at sugekopperne ikke kunne placeres optimalt, så ruden var i balance. Men det lykkedes da, og nu får nationalparkens gæster en kæmperrude at nyde udsigten ud over havet igennem, fortæller han til avisen.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125