23948sdkhjf

Medbyg i første parket til vandet i Sydhavn – partner fundet til 200 almene boliger

Med sejlklubber, træskure og et selvgroet havnemiljø som nærmeste nabo er det ambitionen at udvikle Stejlepladsen i Københavns Sydhavn til et mangfoldigt og bæredygtigt kvarter med en stor variation i højde, farver og bygninger. Det gælder også for områdets godt 200 almene boliger, som By & Havn og PFA har indgået en aftale med KAB om at være almen samarbejdspartner på. 

Det skriver By & Havn i en pressemeddelelse. 

De 200 almene byggeri kommer til at udgøre en fjerdele af områdets samlede boligkvadratmeter, og skal efter planen bygges over de næste syv år. Visionen er en stor variation i størrelser og boligformer, og lige nu undersøges muligheden for almene ungdomsboliger, almene opgangslejligheder, almene bofællesskaber og cirka 22 almene medbyg-rækkehuse i tre etager, hvor kommende lejere vil kunne blive involveret i byggeprocessen.   

Rækkehusene får hjemsted i områdets nordlige ende med direkte udsigt til Fiskerhavnen. De øvrige almene boliger skal fordeles ligeligt i kvarteret og bliver en del af et blandet og 'spraglet' byggeri, hvor private og almene lejeboliger bor dør om dør i samme boligklynger – noget andet end de klassiske københavnerkarréer.

Tager AlmenBolig+ et skridt videre

I forbindelse med rækkehusene er det KAB's mål at gå skridtet videre end det eksisterende AlmenBolig+ koncept, hvor beboerne typisk 'kun' har medbestemmelse over fx indretning af køkken, badeværelse og den indvendige rumfordeling. 

Der skal nu arbejdes videre med, hvordan beboerne præcist kan indgå i byggeprocessen af medbyg-rækkehusene. Det er forventningen, at byggeriet af rækkehusene kan gå i gang omkring 2023/2024. 

– Og jeg er glad for, at det netop er på Stejlepladsen, at vi kommer til at arbejde videre med muligheden for medbyg-boliger, som vil kunne spejle sig i områdets eksisterende huse, og som også opfylder et lokalt ønsker fra vores borgerdialogmøder om større almene familieboliger, siger By & Havns adm. direktør Anne Skovbro i pressemeddelelsen.

40 bæredygtige millioner og genbrugsmaterialer

I arbejdet med at udvikle Stejlepladsen til et grønt og bæredygtigt kvarter med blandt andet 800 træer, har By & Havn og PFA, der står bag udviklingen af området, afsat en bæredygtighedspulje på 40 mio. kr. Puljen skal gå til initiativer, der fremmer bæredygtigt byggeri - men også den sociale bæredygtighed. Det fortæller Mikael Fogemann, Head of Nordic Real Estate i PFA: 

– Visionerne for det grønne og bæredygtige føres på Stejlepladsen ud i livet gennem en ambitiøs bæredygtighedsstrategi, som blandt andet vil resultere i en spændende og markant brug af genbrugsmaterialer i store dele af byggeriets facader samt grønne gårdrum og gadeforløb med plads til fællesskaber, siger han. 

Igangsættelsen af byggeriet på Stejlepladsen afventer en godkendt lokalplan og miljøvurdering. Forventningen er, at politikerne i Københavns Borgerrepræsentation tager endelig stilling til projektet primo februar 2021. Herefter vil KAB blive yderligere inddraget i den videre udvikling af området, hvor visionerne for det blandede byggeri og muligheden for medbyg skal foldes ud. 

Boligbyggeriet vil ske etapevis. Etape 1 med cirka 320 lejeboliger (almene og private) ventes at begynde 2022. Etape 2 med cirka 270 lejeboliger (almene og private) 2024. Etape 3 med cirka 330 lejeboliger (almene og private) 2026. 

Fakta: Stejlepladsen og boligerne 

Det cirka 5,2 hektar område omkring Stejlepladsen i Sydhavnen i København omdannes til et nyt, bæredygtigt kvarter af Udviklingsselskabet Stejlepladsen P/S (By & Havn og PFA). Området er kendt for sit unikke havneliv med mange sejl- og bådeklubber langs kajkanten, kendetegn udviklingen i vidt omfang vil bevare.

Det er visionen, at det ca. 51.800 kvm store areal skal udvikles til et nyt og bæredygtigt boligområde med cirka 920 boliger, hvoraf 25 pct. af de samlede boligareal skal være almene boliger. 

De almene og private lejligheder skal integreres i samme boligklynger, og opføres via delegerede bygherre. 

Områdets almene boliger bliver overvejende større familieboliger (eksempelvis rækkehuse på 115 kvm), men der kommer også mindre almene boliger, som ungdomsboliger med videre. De private lejeboliger bliver overvejende mindre boliger, som ungdomsboliger og opgangslejligheder, men der kommer også nogle større private lejeboliger som for eksempel boliger i to etager og rækkehuse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.158