23948sdkhjf

Stort slag for udvidelse af letbane

Det er hele tiden været planen, at det østjyske letbaneprojekt løbende skulle udvikle sig. Blandt andet med en forbindelse til Hinnerup i Favrskov Kommune. Den plan hænger nu i en tynd tråd. For lokalpolitikerne har efterhånden svært ved at se det realistiske i at få gennemført projektet.

Senest er de i slutningen af 2020 blevet stillet en væsentlig større regning for udvidelsen i sigte.

- Man er gået fra ét til to spor på strækningen, og økonomien i det bliver voldsom. Vi er på den anden side af en milliard, endda uden at medregne flere udgifter. Så vi kan på ingen måde selv løfte opgaven økonomisk, siger borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring (S), til TV2 Østjylland.

Favrskov Kommune kan dog forvente et statsligt og muligvis også regionalt tilskud til projektet, men borgmesteren tror ikke på, at det bliver stort nok.

- Lad os sige, at vi selv skulle finde 600 mio. kr., det bliver også rigtig svært, lyder det fra Nils Borring.

Borgmester drømmer ikke længere om letbane 

Planerne om udvidelsen til Hinnerup var første gang på tapetet i 2007, og siden er der brugt mange penge på undersøgelser. Borgmesteren mener, at tiden dengang var en anden.

- I 2007 så vi en meget høj befolkningsvækst i området omkring Hinnerup og Søften. Set i det lys var det rigtigt at kigge på en letbane. Der er stadig vækst, men ikke længere så vild og voldsom, forklarer Nils Borring.

Sammenholdt med den forventelige store udgift mener borgmesteren og hans parti ikke længere, at det er realistisk at drømme om letbanetog til Hinnerup.

På mandagens møde i Planudvalget blev Letbanen drøftet. Her skulle udvalgsmedlemmerne pege på et af fire forslag til, hvordan strækningen til Hinnerup kunne gå.

Busforbindelse som alternativ

Udvalgsmedlemmerne fik fremlagt fire letbaneruter, og udvalgsformand Erling Kvist Andersen mener, at uanset hvilken man ville hælde til, ville den få store konsekvenser for Hinnerup som by. Derfor er han tilhænger af en alternativ løsning med en ny busforbindelse.

Hos det andet store parti i byrådet, Venstre, er man ikke lige så afvisende over for letbaneprojektet, om end man er med på, at Favrskov Kommune ikke kan finansiere den største del selv.  1. viceborgmester Flemming Nørgaard (V) er med på stadig at få undersøgt den valgte letbanerute til Hinnerup.

TV2 Østjylland har forsøgt at få en kommentar til sagen fra bestyrelsesformanden for Aarhus Letbane, Mie Krog, men hun ønsker ikke at udtale sig.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109