23948sdkhjf

Ny marina på kunstig ø ved Limfjorden

Det populære område Handbjerg Marina ved Limfjorden får nu sin egen lystbådhavn med plads til 400 sejlskibe. Bag projektet står Søren Andersen Arkitekter og Rambøll.
Næste år kan den lille limfjordsby Handbjerg, der ligger mellem Vinderup og Struer, se frem til at byde velkommen til turister og lystsejlere i byens spritnye lystbådehavn, Handbjerg Marina.

Området, hvor lystbådehavnen anlægges, er meget lavvandet, så for at sikre tilstrækkelig vanddybde ved indsejlingen til havnen, bliver havnen anlagt som en såkaldt øhavn – en kunstig ø ud for kysten, der etableres af det materiale, som graves op i det planlagte havnebassin.

Havnen vil blive forbundet til at land via en bro, og alle bådebroer vil blive udformet som flydebroer, der så bliver forbundet til en ny pier.

Tæt samarbejde med lokale borgere
Rambøll har udført vurderinger af, hvordan byggeriet vil påvirke det omgivne miljø og afsluttet et skitseprojekt for marinaen. Snart tager man det endelige design på byggeriet, som bliver til i tæt samarbejde med områdets borgere:

- Det er bestemt ikke hvert år, der bliver bygget helt nye marinaer i Danmark. Projektet har været undervejs i 8 - 10 år, og det er lokale kræfter, der står bag projektet. Det er et spændende projekt at arbejde på, fordi vi har et tæt samarbejde med områdets borgere, der gerne bidrager til planlægningen og udførelsen. Det skaber nye udfordringer i forhold til at koordinere projektet, fortæller projektchef Peter Bak Frederiksen fra Rambøll.

Blød bund giver udfordringer
Etableringen af ny pier og nye moler har været en stor ingeniørmæssig udfordring på grund af jordbundsforholdene. Det fortæller Peter Bak Frederiksen:

- Inden vi påbegyndte arbejdet, var det forventet, at underbunden var god med sand til stor dybde, men geotekniske boringer viste, at der var flere blødbundsområder, hvor havnen skulle anlægges. Det har medført en revurdering af udførelsestakten og udformning af pier og mole, hvor det har været nødvendigt at fjerne en stor del af de bløde aflejringer for at sikre stabiliteten.

Marinaen kommer også til at huse fællesfaciliteter og på sigt en restaurant. Desuden skal der anlægges parkeringspladser, veje, belysning og installationer.

Projektet udarbejdes i samarbejde med Søren Andersen Arkitekter fra Holstebro.

Kilde: Rambøll

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111