23948sdkhjf

Fårup Betonindustri har vendt udviklingen

Den bratte nedtur er standset hos Fårup Betonindustri, der har ansat fire nye medarbejdere siden jul. I 2012 står der blandt andet det nye Moesgård Museum på programmet.
Efter en hård finanskriseopbremsning, hvor virksomheden gik fra at have 98 ansatte i 2007 til 48 i 2010, er Fårup Betonindustri tilbage på sporet og har ansat fire nye medarbejdere siden jul.

I ordrebogen for 2012 ligger der først og fremmest opgaver inden for bolig-, skole- og institutionsbyggeri. Blandt disse er nybyggeriet Specialcenter Vonsild, der opføres i HIBE-elementer, som ifølge medejer og produktchef Brian Knudsen er fremtidens byggemateriale.

- Vi støber elementer, der er klar til 2020, siger produktionschefen og tilføjer, at det går ufatteligt godt for Fårup Betonindustri.

Fremtidens løsning
HIBE-elementer er højisolerede betonelementer, der fylder det samme som traditionelle betonelementer, samtidig med, at de lever op til regeringens 2020-energikrav. Specialarbejderne Bo Nielsen og Per Falberg udgør det team, som i ca. et år har arbejdet med Fårup Betonindustris nyeste generation af betonelementer.

- Det er en meget anderledes måde at arbejde på, men jeg synes, det er spændende, og tror, det er fremtidens løsning, siger Bo Nielsen.

Sammen med Per Falberg står han klar ved et rent formbord klokken syv om morgenen. Natholdet er gået hjem, og nu gøres formen ren og smøres med olie, så betonen slipper ved afformning. Seks millimeter armeringsnet skal lægges ned i formen – det bærer betonen. Betonen fyldes på. Herefter følger yderligere fem arbejdsprocedurer, inden HIBE-elementet er færdigt til tørring.

Moesgård Museum i beton
Blandt de mere markante projekter i Fårup Betonindustris ordrebeholdning er det nye, banebrydende Moesgård Museum, som er tegnet Henning Larsen Architects.

Brian Knudsen fortæller, at virksomheden konstant har to ingeniører til at sidde og dimensionere på byggeriet. De regner rigtigt meget på brandsikring for at leve op til kravet om, at der som minimum skal gå 120 minutter, inden bygningen tager skade ved brand.

- Det er noget af de vildeste, vi har været med til. Det er et rigtig krævende byggeri i forhold til konstruktion og brandsikring, og fordi der er mange kræfter, der skal helt ned i kælderen, fortæller Brian Knudsen.

Man kan, hvad man vil med beton
Byggeriet af det nye museum er stort – 30 meter fra bund til top, gravet ned i en skrænt, og Fårup Betonindustri skal levere over 10.000m² betonelementer, hvilket svarer til ca. 2.500 m³ eller i omegnen af 5.750 tons beton.

Brian Knudsen kan godt lide krævende byggerier og gør en dyd ud af at vise, at man kan, hvad man vil med beton. Privat bor han i et hus med otte meter til loftet, som er renoveret og bygget om ved hjælp af beton.

Fårup Beton var heller ikke sen til at tilbyde samarbejde, da idémanden bag Graceland fik tanken at bygge en kopi af huset i Randers. Man tog ligeledes udfordringen op, da Elitesport Collage gerne ville have mange boliger til de unge sportstalenter på en meget lille grund.

- Det skærper beslutningsprocessen, at det er et familieforetagende. Ledelsen kender alle igangværende projekter, og der er ikke langt fra tanke til handling – heller ikke når der skal tænkes ud af boksen, forklarer Brian Knudsen, der er yngste generation af Knudsen-familien.

Heste, frøer og et isbjerg på Grønland
Fårup Betonindustri er etableret af grundlæggeren Carlo Knudsen i 1959 og videreført af søn Flemming Knudsen og sønnesøn Brian Knudsen samt salgschef Henrik Andersen.

Flemming Knudsen indførte i 2002 en dille – eller ny tradition, om man vil – da han gik ind i et fundraisingsprojekt under Rotary og producerede 70 betonheste til formålet. Året efter kom projektet ”Kys frøen”, og her leverede han 110 betonfrøer á 700 kg, som blev malet af kunstnere og solgt til fordel for etablering af en park bag Randers Regnskov.

Siden har sønnen bragt det et skridt videre til udvikling af kunstprojekter i samarbejde med kunstner Ole Jørgensen, hvor det blandt andet er blevet til et lysende betonæble med 1.000 lysledere indstøbt, og ikke mindre end et isbjerg med 1.500 lysledere i hvid beton, der er vartegn for verdens nordligst beliggende firestjernede hotel i Ilulissat på Grønlands vestkyst.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109