23948sdkhjf

Odense-udvikler bygger nyt hovedsæde med genbrug

Projektudviklingskoncernen AG Gruppen flytter hovedkontoret til nye og mere tidssvarende rammer efter 15 år med hovedsæde i idylliske omgivelser på herregården Hollufgård sydøst for Odense. 

Virksomheden har købt det nordvestlige hjørne af en eksisterende industribygning i den nu nedlagte Dalum Papirfabrik og starter nu udviklingen af de nye kontorlokaler. 

– Vi har købt den som den står. Så går vi i gang med at brække det ned og bygge op, fortæller adm. direktør Robin Fedderne til Licitationen - Byggeriets Dagblad. 

– Så hurtigt byggetilladelsen er der, går vi i gang, fortsætter AG Gruppens direktør og tilføjer, at kommunen er i gang med at behandle papirerne. 

Efter planen rykker AG Gruppens medarbejdere ind i de nye lokaler i oktober i år. 

Her bliver plads til de 35 ansatte, AG Gruppen har på hovedafdelingen i Odense - omtrent halvdelen af alle medarbejdere i virksomhedens, der også har afdelinger i København og Aarhus. Desuden er der – modsat det nuværende hovedsæde – plads til 10 ekstra hoveder på de godt 1.000 kvm kommende kontorbygning.

Travlhed i hjembyen Odense 

Det nye kontor domicil er ikke AG Gruppens eneste projekt i hjembyen Odense. 

Projektudviklingskoncernen er for nylig gået i jorden med etape to af ejerboligprojektet Skt. Jørgens Engen, som består af i alt 44 nye byhuse i Odense C. Og helt centralt ved banegården og den kommende letbane er man i gang med renoveringen af Tigergården, som omdannes til 226 familie- og ungdomsboliger. 

Renoveringen, som også bliver DGNB Guld certificeret, omfatter energioptimering såvel som opdatering af ejendommen til et mere tidssvarende udtryk med en facade i tegl og skifer og i en arkitektur, som passer til områdets eksisterende bygninger.

Industribygningen er købet af MT Højgaard, som udvikler området til en ny, mangfoldig bydel, hvor det tidligere fabriksområde vil danne rammer om blandede boligtyper, butikker, kontorer, cafeer, åbne pladser og grønne områder med udsigt til Odense Å. 

Bevarer og genbruger - i stedets ånd

Beslutningen om at flytte virksomheden til netop Dalum Papirfabrik, der var blandt de største producenter af genbrugspapir, er ikke tilfældig. 

– Her bevares områdets unikke kulturhistorie; samtidig med at det udvikles og gives nyt liv. Det er præcis den samme tanke, som ligger til grund for de mange nye projekter, vi udvikler i AG Gruppen, forklarer Robin Feddern. 

Renoveringen af det nye hovedkontor foretages under bæredygtigheds-certificeringen DGNB, hvor bygningen certificeres til Guld, samt den helt nye overbygning DGNB Hjerte, som prioriterer indeklimaet og brugskvaliteten af bygningen. 

Den overordnede arkitektoniske vision for projektet, som er udformet af arkitektfirmaet C.F. Møller, er at fremhæve bygningens historiske og industrielle afsæt, samtidig med der sættes optimale rammer for god komfort for medarbejderne. 

Kontoret bliver opført i to plan, hvor loftet på 1. sal vil være de eksisterende, shedtage, som bevares med indarbejdede, lydreducerende paneler. Generelt genbruges industriarkitekturens elementer så vidt muligt; herunder de eksisterende betonsøjler og storslåede hvælvinger, som vil skabe smukke indre højloftede rum. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157