23948sdkhjf

Ny bydel med 318 boliger i Herlev

En helt ny, varieret bydel med 318 almennyttige boliger – skabt af seks konsortier og tre boligorganisationer – er på vej i Herlev. I sidste uge var der første spadestik.
Solen strålede fra en skyfri himmel, da borgmester Thomas Gyldal Petersen sammen med boligorganisationerne KAB, DAB og 3B stak spaden i jorden til en helt ny bydel med 300 boliger på den såkaldte Glødelampegrund i Herlev.

- I Herlev har vi stolte traditioner for at udvikle kommunen i samarbejde med boligselskaberne. De har udgjort en historisk krumtap i kommunens udvikling, og med projektet på Glødelampegrunden sætter vi sammen med KAB, DAB og 3B nu nye normer for samarbejde om udvikling af fremtidens almennyttige boliger, sagde borgmesteren.

En fælles bæredygtig ramme
Gennem årene har der løbende været tilløb til projekter på Glødelampegrunden. Imidlertid er alle tidligere projekter gået i stå i planlægningsfasen – lige indtil nu, hvor KAB, DAB og 3B er på vej mod at realisere en helt ny og moderne bydel med flere end 300 boliger.

- De tre boligorganisationer, der købte grunden i 2010, har gennem et utraditionelt og visionært samarbejde nu skabt en fælles, bæredygtig ramme, som rækker dybt ind i fremtiden med kompromisløs kvalitet til huslejer på ca. 1.000 kroner pr. kvadratmeter om året, konstaterede Thomas Gyldal Petersen og fastslog, at der er rift om de nye boliger, som bliver klar til indflytning i sensommeren 2013.

Fællesskab, samvær og nærvær
Et af de seks projekter på Glødelampegrunden opføres af Jönsson, der som totalentreprenør står i spidsen for byggeriet af tre huse med 49 bæredygtige boliger. Bygherre på projektet, der er tegnet af JJW Arkitekter, er Herlev Boligselskab/KAB, mens Wessberg er ingeniør og Thing & Weinø er landskabsarkitekt.

- Oprensning og byggemodning af den store grund er langt fremme, og vi går i jorden den 1. april, siger projektleder Per Andersen fra Jönsson, der vandt kontrakten på byggeriet i en omvendt licitation. 

Per Andersen tilføjer, at projektet omfatter tre bæredygtige huse med fem forskellige boligtyper, der alle har udgang til fælles altangange ud mod en fælles gårdhave og adgang til store, fælles tagterrasser på hvert af de tre huse.

- Det handler om nærhed, åbenhed og variation i trygge, bynære omgivelser, der indbyder til fællesskab og samvær på tværs af alder og baggrund, samtidig med at hver enkelt bolig får sit eget individuelle præg med altaner eller private uderum på altangangene, forklarer Jönssons projektleder.

2015-standard
Jönsson-projektet opføres i 2015-standard med højisolerede vinduespartier i træ-alu, betonelementer som bærende konstruktion, ydervægge af præfabrikerede træelementer i økologisk træ og klimaskærm i genanvendelige ’Steni-tegl’.

- Derudover udstyres husene med solceller til elproduktion, der etableres varmegenvindingsanlæg, og regnvandet forsænkes og nedsives på egen grund, oplyser Per Andersen.

Læs mere om projekterne på Glødelampegrunden på www.herlev.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078