23948sdkhjf

Tæt parløb i kampen om Bispebjerg Hospital

To helhedsplanforslag har udmærket sig og fortsætter nu til næste fase i konkurrencen om en helhedsplan for Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.
Britiske BDP og danske Drees & Sommer Nordic står i spidsen for hvert af de to hold, der har vundet første fase af helhedsplankonkurrencen for Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Dermed er seks af de otte hold, der har givet deres bud på en helhedsplan, blevet skilt fra.

Helhedsplanen skal bl.a. beskrive, hvor de forskellige funktioner på hospitalet og i psykiatrien skal ligge i forhold til hinanden, hvordan man kommer ind på hospitalsområdet, hvordan trafikken skal glide, hvor man skal parkere, hvordan logistikken skal fungere og til dels, hvordan de nye bygninger skal se ud.

Fleksibel grundstruktur
- De to forslag er dem, som rækker bedst ud i fremtiden på en visionær måde. De har den mest fleksible grundstruktur ved at introducere henholdsvis et landskabeligt styrende greb og et strukturerende bymæssigt net. Vi har vægtet det helhedsorienterede, strukturerende system højt. De er begge fleksible, modulérbare og tilpasningsdygtige, fortæller formand for dommerkomitéen Lars Gaardhøj, der er medlem af Regionsrådet og formand for projektets politiske følgegruppe.

Det har været otte meget stærke bud, så valget har været vanskeligt, forklarer hospitalsdirektør Janne Elsborg fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler:

- For de bydende har det været udfordrende både at skabe åbenhed mod byen, sammenhæng med de historiske bygninger samt et effektivt og fremtidsorienteret hospital og psykiatri. Det har de to udvalgte været bedst til at løse.

To meget forskellige bud
De to udvalgte projekter er meget forskellige fra hinanden og skiller sig markant ud fra de øvrige forslag ved at tydeliggøre de store kvaliteter for uderummene, der ligger i at holde afstand til de historiske bygninger.

- I begge forslag redegøres for interessante, funktionelle koblinger mellem hospital og by ved at integrere udadvendte funktioner og forskning. Desuden bliver parken gjort tilgængelig og bliver styrket som ressource for både bydel og hospital, siger Janne Elsborg.

Direktør Martin Lund fra Region Hovedstadens Psykiatri uddyber:

- Det har været afgørende at finde de forslag, hvor psykiatrien og hospitalet har lige gode muligheder. Det ene af de to forslag har indfriet vores tanker på en fagligt god og elegant måde, mens det andet forslag bryder med vores oprindelige tænkning og har samlet de psykiatriske sengeafsnit, hvilket giver nogle meget spændende muligheder.

Vinderen findes i juni
De to vinderhold vil nu indgå i en dialog med byggeorganisationen og vil derefter viderebearbejde deres forslag frem til starten af maj 2012. Den endelige vinder bliver fundet i juni. Herefter skal helhedsplanen danne grundlag for Københavns Kommunes arbejde med en lokalplan for området.

Alle otte helhedsplanforslag vil blive udstillet i forhallen til bygning 60 på Bispebjerg Hospital fra mandag den 12. marts. Efter påske flytter udstillingen til Frederiksberg Hospital.

Fakta:
• To ud af otte forslag til en helhedsplan for Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg er udvalgt til at fortsætte i konkurrencen.

• Den endelige vinder af helhedsplankonkurrencen findes i juni 2012, og byggeriet forventes at vare fra 2014 til 2025.

• Alle otte helhedsplanforslag udstilles i forhallen i bygning 60 på Bispebjerg Hospital fra den 12. marts.

• Der er reception for byggebranchen mandag den 19. marts kl. 15-16.30. Der afholdes desuden et arrangement for naboer og andre interesserede borgere mandag den 19. marts kl. 19-21 med deltagelse af regionsrådspolitikere og repræsentanter for de vindende hold.

• Læs dommerbetænkningen på www.nythospitalbispebjerg.dk/dommerbetaenkning .
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078