23948sdkhjf

Vestjyder viser vejen til vækst

Selvom man er en lille virksomhed med 20 ansatte, kan man sagtens få hele verden som markedsplads.
De gode historier stod nærmest i kø, da en række vestjyske erhvervsorganisationer i sidste uge bød inden for til eksportkonference i Holstebros iværksættermiljø, Nupark.

Budskabet var ikke til at tage fejl af: For små og mellemstore virksomheder kan det virke som en voldsom mundfuld at kaste sig ud på eksportmarkederne, men det behøver faktisk ikke at være så svært. Med tålmodighed, vedholdenhed og – selvfølgelig – et godt produkt kan man nå langt, lød det gennemgående fra de virksomheder, der var inviteret til Holstebro for at dele ud af erfaringerne.

Flere virksomheder skal gå eksportvejen
Fælles for virksomhederne er, at de – med undtagelse af møbelvirksomheden Actona – ikke er specielt store.

Nissen Energi Teknik har 20 ansatte og er på vej til at stifte et joint venture-selskab i Kina, Envotherm har, trods sin status som ung iværksættervirksomhed, allerede referencer i lande som Tyskland, Bangladesh – og snart USA. Endelig er der Alfred Priess, som via en ambitiøs satsning på design er blevet global på blot fire år.

- Vi har brug for, at mange flere virksomheder går eksportvejen her i Vestjylland for at skabe arbejdspladser og vækst. Det, vi ser som en selvfølge i danske virksomheder, er måske ikke så selvfølgeligt andre steder, sagde Holstebros borgmester, H.C. Østerby, der var inviteret med som konferencens åbningstaler.

Vigtigt at se mulighederne
Blandt oplægsholderne var desuden Eksportrådet og Eksportkreditfonden, der bød ind med gode råd om opstart af eksportrådet. Førstnævnte finder ud af, om markederne er attraktive, mens sidstnævnte sørger for, at økonomien er på plads. Og flere af de deltagende virksomheder kunne fortælle, at de med stor nytte har gjort brug af de to organisationers ydelser – og mange andre.

Direktør Thorvald Pedersen fra Nissen Energi Teknik kunne fx berette om, hvordan eksperthjælp fra Eksportrådet har hjulpet den lille vestjyske serviceleverandør ind på markederne i Tyskland og Sverige. Nu er virksomheden klar til Kina – godt hjulpet på vej af Danida og IFU.

- Det er vigtigt at se mulighederne og kigge ud over landets grænser, for vi har altså noget at tilbyde her i Danmark, sagde Thorvald Pedersen, og det var direktørkollega Vibeke Svendsen fra Envotherm enig i.

Envotherm har siden 2007 udviklet løsninger til rensning af spildevand, og løb ind i problemer fordi det ikke kunne lade sig gøre at garantere for kundernes udbetaling. Virksomheden ansøgte Fornyelsesfonden og fik garanti en på 18,6 mio. kr. Med Staten i ryggen har det været nemmere at få salg igennem – især til udlandet.

- Hvis I overhovedet har brug for penge, så ansøg Fornyelsesfonden. Vi har endnu ikke fået nogle af vores anlæg tilbage, så garantien har stort set ikke kostet Staten noget. Den har til gengæld været med til at løfte dansk eksport, sagde Vibeke Svendsen, som desuden gav et godt råd til andre i samme situation:

- Som iværksætter får man simpelthen så mange tilbud – og hvem skal man vælge? Vi har brugt mange ressourcer på konsulenttimer uden overhovedet at komme videre. For os har det været en god idé at blive medlem af DI, Fornyelsesfonden og Eksportkreditfonden. For en lille virksomhed som vores er det afgørende er at få et hurtigt svar. Når du har en kunde i røret, har du altså ikke råd til at vente tre uger, sagde hun.

Møbelsucces i milliardklassen
Efter en halv times café-dialog rundede Actona-direktør Orla Dahl Jepsen af med en fortælling om, hvordan møbelvirksomheden fra Tvis på blot ti år har syvdoblet omsætningen til over 1 mia. kr.

Hemmeligheden bag succes har været en satsning på sofaer samt – ikke mindst – opbygning af relationer. Det med relationer er en vanskelig disciplin, hvilket Orla Dahl Jepsen understregede med en fortælling om et langt og besværligt indtog på det franske marked. Nu er der langt om længe kommet hul igennem, og Actona forventer at omsætte for ca. 140 mio. kr. i Frankrig i år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078