23948sdkhjf

Derfor dykker Kemp & Lauritzens resultat

2020 levede ikke op til forventningerne hos Kemp & Lauritzen, som kom ud af året med et minus på 20 mio. kr. før skat. I 2019 havde teknikentreprenøren et plus på 140 mio. kr. Overskuddet i 2019 var dog påvirket i positiv retning af salget af det svenske datterselskab Venair AB til den svenske teknikkoncern Bravida, et frasalg som indbragte 72,7 mio. kr.

Det er især COVID-19, opkøbet og integrationen af Lindpro med 800 nye kollegaer og udrulningen af nye omfattende digitale løsninger, der har præget det forgangne år, forklarer Peter Kaas Hammer, adm. direktør i Kemp & Lauritzen, i en pressemeddelelse.

Kemp & Lauritzen realiserede i 2020 en omsætning på 2.730 mio. kr.  hvilket er 498 mio. kr. mere end 2019. Købet af Lindpro, som indgår fra og med 1. april, har påvirket omsætningen positivt, imens COVID-19 har påvirket negativt. 

I 2020 realiserede firmaet et EBITA før særlige poster (resultat før afskrivninger på goodwill) på 32 mio. kr. (80 mio. kr. i 2019). Nedgang i EBITA før særlige poster for 2020 er især påvirket af en række ekstraordinære forhold for 2020, herunder COVID-19, købet og integrationen af Lindpro og udrulningen af en ny digital softwareplatform.

Læs mere om Kemp & Lauritzens 2020 og udsigter for 2021 i: 

Tredobbelt cocktail sender teknikkæmpe i rødt

på Building Supplys søstermedie Licitationen 

- Resultatet for 2020 har ikke levet op til forventningerne, men under omstændighederne er omsætning og resultat samlet set tilfredsstillende for os, når vi tager COVID-19, integrationen af Lindpro, og effekten af COVID-19 på integrationen i betragtning, siger Peter Kaas Hammer og fortsætter: 

- Heldigvis har vi styrket vores forretning gevaldigt i året, der er gået. Det betyder, at vi nu kigger ind i et år med forventet højere aktivitet, fornuftig indtjening og endnu stærkere og veldokumenterede kundeoplevelser, siger Peter Kaas Hammer.

Kemp & Lauritzen A/S
Mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 2.729,7 2.231,6
EBITA før særlige poster* 32,1 80,0
EBITA  -2,4 80,0
Driftsresultat -18,5 71,6
Resultat før skat -20,7 140,3
Årets resultat -16,6 124,2
Balancesum 1.482 1.086
Egenkapital 417 433,6
Gns. antal medarbejdere 2.312 1.874

*Omfatter væsentlige engangsposter vedr. overtagelse og salg af virksomheder, tilpasning af organisation og lokationer mv. Særlige poster for 2020 vedrørte købet af Lindpro og udgjorde 34,5 mio. kr.

Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.171