I næste måned går B. Nygaard Sørensens nuværende adm. direktør og medejer, Palle Willems, på pension.
Den 66-årige direktør stiftede virksomheden tilbage i 1987 sammen med Bent Nygaard Sørensen, men den 1. april overlades tøjlerne til sektionschef Lars H. Nielsen, der har været ansat i virksomheden i 15 år.
Lars H. Nielsen har en håndværksmæssig baggrund som murersvend og er videreuddannet inden for byggeteknik og merkonom. Han kom til B. Nygaard Sørensen i 1996 som pladschef og blev efter otte års ansættelse forfremmet til sektionschef – nu kaldet afdelingschef – i virksomhedens byfornyelsesafdeling. Han forsætter i denne stilling frem til den 31. marts og overlader herefter ansvaret til pladschef Tjørn Djurhuus.
Selvom Palle Willems har valgt at gå på pension, siger han ikke farvel til virksomheden. Han fortsætter således ejerskabet som hidtil og sidder ligeledes i bestyrelsen sammen med bl.a. Bent Nygaard Sørensen.
B. Nygaard Sørensen A/S markerer generationsskiftet og afholder i den anledning reception den 20. april kl. 14.00-16.00 på hovedkontoret på Stationsalleen 42 i Herlev.