23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Building Supply
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Sønderborg Kommune standser byggeri af biogasanlæg

Sønderborg Kommune har netop udstedt et standsningspåbud, hvilket betyder at byggeriet af Nature Energys biogasanlæg i Kværs skal indstilles med øjeblikkelig virkning. 

Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Årsagen til byggestoppet er, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse efter miljøbeskyttelsesloven og ophæver Sønderborg Kommunes afgørelse af 27. juni 2019 om miljøgodkendelse og VVM-tilladelse for opførelse og drift af et biogasanlæg i Kværs.

Baggrunden er, at nævnet giver klager medhold i ét punkt, som handler om belastningen af vandløbet, Kværsløkkebæk.

- Vi har fået en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, og derfor skal byggeriet indstilles, indtil vi har bragt forholdene i orden i forhold til miljøgodkendelse og VVM-tilladelsen, for grundlaget skal selvfølgelig være i orden. Afgørelsen er hjemvist til fornyet behandling i Sønderborg Kommune, fordi man er uenig i vores beregninger på, hvor meget overfladevand, bækken kan klare, siger Bjarke Eriksen, der er direktør for Teknik og Miljø i Sønderborg Kommune.

Uden byggetilladelse

Uagtet afgørelsen fra Miljø- og Fødevareklagenævnet havde Sønderborg Kommune givet Nature Energy et påbud om at stoppe byggeriet i løbet af denne uge, da byggeriet af biogasanlægget var gået i gang uden en byggetilladelse fra Sønderborg Kommune, fremgår det af pressemeddelelsen.

Nature Energy havde kun modtaget gravetilladelsen, der gør, at man kunne gå i gang med jordarbejdet og forberedelserne til byggeriet. Gravetilladelsen var også årsagen til, at man kunne gennemføre et første spadestik torsdag den 19. november 2020.

Ny VVM

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse betyder, at der skal laves en ny miljøgodkendelse og VVM-tilladelse.

- Vi i forvaltningen kommer til at arbejde videre med myndighedsgodkendelsen, men det er endnu for tidligt at sætte en tidshorisont på. Det betyder, at byggeriet skal ligge stille indtil formalia er i orden, og der kan gives en byggetilladelse, siger Bjarke Eriksen.

Planklagenævnet ophæver også kommunens afgørelse om ekspropriation til anlæggelse af vejforbindelse til biogasanlægget efter to klager. 

- Ophævelsen betyder, at afgørelsen af ekspropriationen ikke længere gælder, og det skal vi arbejde videre med at finde en løsning på, siger Bjarke Eriksen. 

Fakta om Nature Energy Kværs

  • Biogasanlægget forventes at stå klar til at producere biogas i april 2022
  • Anlægget vil kunne klare 800.000 tons biomasse årligt ved fuld udbygning. I første omgang vil anlægget komme til at håndtere 400.000 tons pr år
  • De 400.000 tons biomasse giver en produktion på ca. 24 mio. m3 grøn gas om året
  • Det organiske affald som anlægget kommer til at omdanne til klimavenlig biogas, vil blandt andet være gylle fra landbruget, dybstrøelse og affald fra den lokale industri
  • Biogasanlægget vil som noget nyt komme til at håndtere 30.000 tons halm årligt, som ligeledes kan omdannes til CO2-neutral biogas
  • Den totale investering i Nature Energy Kværs er 317 millioner kroner

Kilde: Nature Energy

Forsidefoto: Nature Energy

BREAKING
{{ article.headline }}
0.098