90 lastbiler og 540 kubikmeter starter støbning af ny Storstrømsbros første brofag
Bundpladen til brodrageren i det første brofag til den ny Storstrømsbro er netop blevet støbt. Det skete den 27. april på Falstersiden, hvor de to første brofag bygges og støbes på stedet.
Støbningen begyndte kl. 07:00 og sluttede kl. 00:30 – i alt 17,5 timer og krævede omkring 540 m3 beton fra cirka 90 beton lastbiler. Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
– Støbningen er blevet forberedt omhyggeligt gennem et par måneder, så det er med stor tilfredshed, at vi har fået taget det første skridt mod at få de to første brofag støbt færdig, konstaterer projektchef Niels Gottlieb fra Vejdirektoratet, der fulgte med i processen.
Efter bundpladerne i begge brofag er støbt, går entreprenørens mandskab i gang med forberedelserne til at støbe siderne i brodrageren. Et arbejde som vil stå på henover de næste par måneder.
Tre betonpumper plus en i reserve
Betonen producerede entreprenøren på sit eget betonblandeværk, der ligger på byggepladsen på Masnedø. Herfra blev den transporteret med lastbil til Falster.
Støbningens omfang krævede tre såkaldte betonpumper samt yderligere en i reserve. Betonpumperne er lastbiler med pumper og rørsystem monteret, så betonen kan pumpes fra den lastbil, som kommer med betonen og op til udstødningsstedet i brodrageren. Betonpumperne har en rækkevidde på op til 63 meter.
Den beton, der blev anvendt til brodragerens bundplade, er en selvkomprimerende beton med en styrke på 60 MPa. Når denne type beton flyder ud over det areal, der skal udstøbes, skal den ikke efterfølgende vibreres for at få betonen til at flyde og fordele sig omkring armeringsjernet. Efter støbningen skal betonen hærde, og efter 28 døgn har den sin fulde styrke.
Herefter kan næste støbning i processen forberedes. Det bliver støbning af brodragerens sider for til sidst at støbe brodækket. Det er på brodækket, at den fremtidige trafik på broen vil køre.