23948sdkhjf

Fem studerende designer hjørne af Roskilde Festival

Et stykke debatskabende arkitektur fra Aalborg er dette års vinder af konkurrencen ”Build What Here”. 89 teams deltog.
På dette års Roskilde Festival vil festivalgæsterne møde en kæmpe væg lavet af døre, der slynger sig igennem Poor City-området.

Den store installation med titlen ”Open Borders” er vinderprojekt i designkonkurrencen ”Build What Here”, der afholdes som et samarbejde mellem Dansk Arkitektur Center og Roskilde Festival.

Bag vinderprojektet står fem studerende fra Aalborg, der med deres visuelt og stærkt symbolladet projekt skal få festivalgæsterne til at tage stilling til unge asylansøgeres forhold i Norden.

Debatskabende arkitektur
Juryen valgte enstemmigt projektet ”Open Borders” som vinder. På en klar og umiddelbar måde fortæller installationen historien om asylansøgeres muligheder, usikkerhed og begrænsninger, når de ankommer til et nyt land. Vinderprojektet udmærker sig ved at demonstrere, hvordan arkitektur kan være debatskabende.

I årets konkurrence er der lagt særligt fokus på at udforske, hvordan midlertidig arkitektur kan være involverende – både i forhold til livet i selve festivalbyen og i forhold til de store vedkommende spørgsmål; vores ansvar for andre mennesker eksemplificeret i asylspørgsmålet. Der er fundet et stærkt vinderprojekt, der netop formår at gøre dette på en original, kreativ og konkret symbolsk måde, der passer godt til Roskilde Festivalens ånd, siger Kent Martinussen, Adm. direktør i Dansk Arkitektur Center

Juryen fremhæver også især vinderprojektets simple hovedgreb døren som et stærkt element, der referer til det at være på den ene eller den anden side af noget – indenfor eller udenfor.

89 forslag fra hele verden
Der har været massiv interesse for konkurrencen. I alt er der kommet 89 både forskellige og inspirerende forslag til, hvordan du ved hjælp af midlertidig arkitektur kan involvere festivalgæsterne i en fortælling om unge asylansøgeres forhold i Norden. Deltagerne er designere, arkitekter og kreative hoveder fra hele verden.

- Vi har brugt vores egne erfaringer fra Roskilde Festivalen omkring, hvordan festivalgæsterne tager installationer til sig, overtager dem og gør dem til deres egne. Vi er overlykkelige for, at juryen har kunnet se potentialet i vores projekt, og vi er rigtig spændte på det samarbejde, der nu venter med festivalen, fortæller Andreas Møller Nielsen en af de fem personer, der udgør vindergruppen ”Tegn og Gæt Aalborg”.

Vinderholdet består i øvrigt af Mikkel Møltoft Jensen, Louise Færch Gjerulff, Kasper Johannessen og Karin Sanfridson. De læser alle på uddannelsen Arkitektur & Design ved Aalborg Universitet.

Fakta
Det er anden gang, at Roskilde Festival og Dansk Arkitektur Center afvikler Build What Here. I år blev konkurrencen afviklet på den åbne innovationsplatform Innosite.dk, der er et initiativ af Realdania og Energistyrelsen med fokus på at matche behovet for innovation med de gode idéer.

Platformen er åben for alle og inspirerer til, at folk på tværs af nationaliteter og fag er med til at komme med idéer, forslag og kommentarer til en given problemstilling eller udfordring.

Vinderforslaget og andre udvalgte projekter bliver udstillet i Dansk Arkitektur Center fra 25. maj 2012, hvor elementer fra konkurrenceforslagene opføres i 1:1.

Juryen bestod af: Anders Ladekarl, Generalsekratær hos Røde Kors, Bettina Lamm, landskabsarkitekt og lektor, Skov & Landskab, Københavns Universitet, Trine Henningsen, bestyrelsesmedlem for Roskilde Festival, Casper Damkier, Projektleder og kurator for Roskilde festival, Kent Martinussen, Administrerende Direktør, Dansk Arkitektur Center og Martin Kaltwässer, Arkitekt og del af duoen Köbberling/Kaltwasser.

Læs mere på www.dac.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173