23948sdkhjf

Adserballe & Knudsen indtager Carlsberg Byen

Farum-entreprenøren har fået æren af at løfte den første større byggeopgave i Carlsberg Byen. 1.100 m² bryghus skal renoveres og indrettes til en ny børnehave.
Den første byggeopgave i det store bydelsprojekt Carlsberg Byen med i alt 600.000 etagemeter er nu i gang.

Adserballe & Knudsen er i gang med at renovere og ombygge en af de historiske Carlsberg-bygninger på 1.100 etagemeter. Den er opført i 1860 i tre etager og var oprindeligt en del af Kongens Bryghus på Rahbeks Allé og ligger i det, der hedder Kammas Have.

I løbet af de næste år skal der opføres en række nye bygninger til erhverv, boliger og institutioner på det 330.000 kvadratmeter store areal, der udgør Carlsberg Byen.

100 børn rykker ind
Enkelte af de gamle historiske Carlsberg-bygninger bevares, blandt andet Elefantporten og den aktuelle fine, gamle bryghusejendom, som Københavns kommune overtog i juli 2011. Ejendommen skal efter en totalrenovering huse børnehuset Bag Elefanterne med over 100 børn i alderen 0-6 år og pædagoger.

- Huset er i god stand, men har alligevel budt på overraskelser, blandt andet hvid tømmersvamp i en – heldigvis – mindre del af tagkonstruktionen, siger projektleder Niels Jul Jakobsen, Adserballe & Knudsen, der udfører renoveringen i hovedentreprise.

Projektet blev indledt i december måned og har Københavns Kommune som bygherre. ARI Byggerådgivning er bygherrerådgiver, mens Tøgern Arkitekter og Henneby Nielsen er henholdsvis arkitekt og ingeniør.

En interessant opgave
Hovedentreprisen er på i alt 13,4 millioner kroner. Adserballe & Knudsen har godt 15 mand på opgaven i den fem måneder lange byggeperiode, og for Niels Jul Jakobsen er fokus på at koordinere og sikre en smidig og effektiv byggeproces.

- Det er et spændende ansvar, at vi er med til at forvandle det gamle industriområde til de nye funktioner og skabe rammer i høj kvalitet for de mennesker, der skal bo og færdes her. Også fagligt er det en interessant opgave. Stort set alt indvendigt bliver fornyet. Nye gulve, vægge, alle tekniske installationer, vi indretter køkken og toilet/bad, kontorrum mm. Og huset tilføres elevator, fortæller projektlederen.

Adserballe & Knudsen planlægger at være færdig med renoveringsarbejdet i juni, hvorefter juli måned bruges på at opsætte køkken og andre installationer samt sørge for en god finish på alle dele. I august overtager børnene det færdige hus.

Tømrer-, murer- og vvs-arbejde udføres i egenproduktion, mens el-, ventilation-, maler-, linoleumsgulv- og anlægsarbejde udføres i fagentrepriser. Entreprisen omfatter endvidere 1.000 m² legeplads og grønt område til børnene i Kammas Have foran huset.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094