Borgmester Johnny Søtrup fik æren, da den omfattende udvidelse af Rybners Gymnasium i Esbjerg officielt blev indledt i sidste uge.
Gymnasiet udvides med i alt 9.300 m² for at gøre plads til en sammenlægning af Esbjerg Handelsgymnasium og Esbjerg Statsskole. Udbygningen skal efter planen tages i brug efter sommerferien i 2013.
Selvom spaden først gik i jorden i sidste uge, har entreprenøren MT Højgaard været i gang på byggepladsen i flere uger for at gøre grunden klar til byggeriet.
Den lokale afdelingschef fra MT Højgaard lover, at byggefirmaet vil gøre alt, hvad de kan, for ikke at forstyrre skolens elever og personale i byggeperioden.
- Vi er i meget tæt dialog med skolens ledelse, og vores samarbejde hidtil har været uovertruffet, så skulle der opstå situationer i løbet af foråret, finder vi helt sikkert en løsning på dem, siger Claus Tornbo, afdelingschef i MT Højgaard.
Arkitektfirmaet Grønne & Jessen er arkitekt på udvidelsen af Rybners Gymnasium i Esbjerg, mens Cowi er tilknyttte som rådgivende ingeniør. Projektet løber op i ca. 100 mio. kr.