Senest ved udgangen af 2012 indleder A. Enggaard byggeriet af et nyt, underjordisk parkeringsanlæg ved det kommende Musikkens Hus i Aalborg.
Ifølge Nordjyske Medier har firmaet netop indgået en aftale med Aalborg Kommune, der indebærer, at kommunen betaler A. Enggaard knapt 26 mio. kr. samt skødet til grunden. A. Enggaard skal til gengæld både bygge, eje og drive parkeringskælderen.
I forbindelse med tilbuddet har A. Enggaard desuden betinget sig ret til at ændre størrelsen på parkeringskælderen, som kan ende med at få en kapacitet mellem 250 og 380 pladser.
Musikkens Hus, som p-anlægget bygges i forbindelse med, skal efter planen stå færdigt i sommeren 2013.