23948sdkhjf

Kansas vil skabe nyt europæisk super-brand

En sammenlægning med svenske Fristads gør Kansas til Europas største mærke inden for arbejdstøj.
Der er gået mere end 60 år siden forretningsmanden Poul Larsen indførte jeans-stoffet i Danmark og grundlagde et af Danmarks mest kendte og klassiske mærker, Kansas.

Nu bliver det danske arbejdstøj-ikon lagt sammen med svenske Fristads. Det nye mærke FristadsKansas bliver Europas største mærke inden for arbejdstøj.

Giver god mening
De mørkeblå overalls, kedeldragten og termojakken. Mærket Kansas har i løbet af de sidste 60 år stået bag nogle af de mest kendte og elskede klassikere inden for dansk arbejdstøj. Klassikere som også har fået sin plads i modeverdenen – senest har designer Mads Nørgaard kastet sig over termojakken, som er blevet redesignet og efter sigende skulle der være mere på vej.

Men fremover bliver det under navnet FristadsKansas. Kansas bliver nemlig slået sammen med Sveriges største mærke inden for arbejdstøj, Fristads.

- Vi står for mange af de samme ting, og så henvender vi os til den samme målgruppe. Derfor giver det god mening at slå de to brands sammen til ét stærkt europæisk brand, siger Stellan Petersen, direktør i Kwintet-koncernen, som ejer FristadsKansas.

Sammenlægningen kommer bl.a. til at betyde et bredere sortiment, og at der fremover vil komme endnu stærkere kræfter bag produktudviklingen. FristadsKansas bliver samtidig Europas største mærke inden for arbejdstøj.

Indførte jeans-stoffet i Danmark
For Kansas begyndte det hele i 1920’erne, da den fynske forretningsmand Poul Larsen begyndte at producere arbejdstøj på en lille systue i Odense. I 1930’erne tog han til Kansas City i USA for at besøge sin søster, og med sig hjem i kufferten havde han det helt nye og slidstærke denimstof, som man endnu ikke kendte til i Danmark. Her havde man hidtil brugt materialer som hør og bomuld til arbejdstøj, men holdbarheden og slidstyrken var begrænset.

Poul Larsen begyndte at designe de første tøjlinjer i denimstof, og i 1952 lancerede han dem under mærket Kansas. Salget steg støt i løbet af de næste to årtier, og Kansas blev hurtigt en af de førende producenter af arbejdstøj.

Både Kansas og Fristads er en del af den globale Kwintet-koncern, som i dag er Europas største leverandør af arbejdstøj.

Fakta om Kansas
• Kansas blev etableret i 1920’erne af den danske forretningsmand Poul Larsen.
• I 1952 lancerede han den første kollektion under navnet Kansas.
• Kansas har fået sit navn fra Kansas City, USA, som Poul Larsen besøgte i 1930’erne.
• Poul Larsen var den første til at indføre jeansstoffet i Danmark.
• Kansas har hovedkvarter i Odense og har som en del af Kwintet Danmark 130 ansatte.

Fakta om Fristads
• Fristads blev etableret i den svenske landsby Fristad i 1925 af entreprenøren John Magnuson.
• Fristads var det første svenske bud på kvalitetsarbejdstøj til de mennesker, der var i færd med at bygge fremtidens Sverige.
• I slutningen af det 20. århundrede var Fristads ikke kun Sveriges største producent af arbejdstøj, men også et førende europæisk brand inden for arbejdstøj.
• Fristads har hovedkvarter i det svenske tekstil-mekka Borås og har som en del af Kwintet Sverige 200 ansatte.

Fakta om Kwintet
• Kwintet-koncernen er etableret i 1995 med rødder i Fristads og Kansas.
• Kwintet har hovedkvarter i Malmö og har 3.300 ansatte over hele Europa.
• Med en omsætning på mere en 600 mio. EUR er koncernen Europas største leverandør af arbejdstøj.
• Kwintet omfatter bl.a. mærker som FristadsKansas, Bragard og B&C.
• Kwintet er ejet af kapitalfonden IK Investment Partners.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.239